Test af løsninger til Marina City
27.5.2026 15:40:00 CEST | Kolding Kommune | Pressemeddelelse
Kolding Kommune tester i de kommende uger to løsninger, som kan få stor betydning for det ambitiøse Marina City-projekt i Kolding. Det handler dels om en metode til at stabilisere den bløde fjordbund under en ny dæmning, dels om en speciel type af træpæle med kappe af genanvendt plast til de kommende ydermoler.

De to tests er en del af det samlede udviklingsarbejde af Marina City, hvor visionen er at skabe en ny bæredygtig bydel ved Kolding Fjord med bl.a. en topmoderne lystbådehavn, havnepromenade, en ny strandpark og ca. 350 boliger.
Testfelt i fjorden
I et afgrænset forsøgsområde i Kolding Fjord etablerer Munck Havne & Anlæg A/S et testfelt, hvor der under kontrollerede forhold gennemføres en række tekniske afprøvninger. Forberedelserne af testene går i gang i uge 22, og interesserede kan følge arbejdet ude i fjorden øst for Marina Syd.
”Det vi nu går i gang med skal bidrage med konkret viden om, hvordan vi løser nogle af de mere komplekse og tekniske udfordringer i Marina City,” siger projektchef Bjarne Tang Lauridsen og fortsætter:
”Det handler dels om, hvordan vi bygger anlæggene i et område med meget blød fjordbund, dels hvordan vi kan gøre det med innovative og mere klimavenlige løsninger/materialer.”
Testen gennemføres i en cirka 6 x 10 meter stort felt afgrænset af store spuns-/jernplader, som vibreres ned i havbunden. I den såkaldte spunscelle kan arbejdet udføres under kontrollerede forhold og uden at påvirke vandet i fjorden.
Når testen er gennemført og resultaterne er indhentet, fjernes testfeltet.
Test af stabilisering af fjordbunden
Det ene forsøg handler om at teste, hvordan den bløde fjordbund kan stabiliseres i området, hvor en 500-600 meter lang dæmning efter planen skal afgrænse et nyt inddæmmet landareal for Marina City. På dæmningen skal der anlægges en havnepromenade i forlængelse af den vestlige promenade, som entreprenøren arbejder på i øjeblikket.
Til stabilisering afprøves en kendt metode – Deep Soil Mixing - hvor den bløde bund opblandes med et bindemiddel (såkaldte pozzulaner), så dyndet opnår større styrke og stabilitet.
Populært sagt føres et sneglebor ned i den bløde fjordbund – også kaldet gytje - indtil man når fast grund. Når boret trækkes op, blandes gytjen med et cementagtigt bindemiddel. Når blandingen størkner, dannes en stærk søjle, som står solidt forankret nede på den faste fjordbund. Ved at lave en masse søjler, som står side ved side, får man et stærkt fundament, som skal udgøre kernen i den kommende dæmning.
Metoden anvendes allerede i andre typer anlægsprojekter på land, men i Marina City er der behov for ud over laboratorietest at teste løsningen under de konkrete forhold i Kolding Fjord.
Forsøget skal blandt andet give viden om:
- Hvilken styrke der kan opnås i den stabiliserede gytje?
- Hvilke blandingsforhold der fungerer bedst, og hvordan mængden kan reduceres mest muligt?
- Hvordan arbejdet kan holdes inden for cellen, så vandmiljøet ikke påvirkes?
- Hvordan en eventuel påvirkning af vandet i cellen kan håndteres?
Test af innovativ løsning med træpæle
Den anden test handler om at afprøve en innovativ løsning med træpæle til Marina Citys nye ydermoler, der efter planen skal anlægges øst for den de eksisterende moler.
Bundforholdene i området er særligt udfordrende, fordi fjordbunden er meget blød i betydelig dybde. Det betyder, at pælene får begrænset støtte fra den omgivende bund. Der stilles derfor særlige krav til styrke, installation og konstruktion.
De pæle, der testes, er såkaldte Wopas-pæle – en innovativ løsning baseret på nordisk limtræ, beskyttet af en kappe af genanvendt plast.
Tidligere analyser i Marina City-projektet har peget på, at denne type løsning kan reducere klimaaftrykket væsentligt sammenlignet med mere traditionelle materialevalg (f.eks. stål og beton) i marine anlæg. En løsning i stor skala med mange, tætstående pælebukke kræver dog test og dokumentation under reelle forhold.
Testen skal undersøge:
- Pælenes bæreevne
- Pælenes styrke og stivhed
- Installation og håndtering i vand
- Samlingsløsninger ved koblede pæle
Den filantropiske forening Realdania støtter denne del af forsøget som en del af indsatsen Sammen om bæredygtigt byggeri, hvor der er fokus på at reducere klimabelastning fra byggeriet.
Miljøovervågning under hele forsøget
Kystdirektoratet har givet tilladelse til de kommende forsøg, der er planlagt, så fjordmiljøet ikke påvirkes.
Arbejdet foregår i et lukket testfelt, hvor forholdene kan overvåges tæt, og der tages løbende vand- og sediments prøver og målinger under forsøget.
Hvis der opstår ændringer i vandets kemi inde i testcellen, vil vandet blive fjernet eller renset, før det eventuelt ledes tilbage i fjorden.
Del af det videre arbejde med Marina City
De erfaringer og data, der indsamles i de to tests, skal bruges i den videre projektering og kvalificering af de tekniske løsninger i projektet. Det fysiske arbejdet i testfeltet ventes af vare nogle uger, hvorefter eksperterne går i gang med at analysere og vurdere resultaterne.
Du kan læse mere om udvidelsen af Marina Syd og Marina City-projektet på temasiden Marina City.
Kontakter
Bjarne Tang Lauridsen, projektchef Marina City - 93 95 87 00,
Billeder




Om Kolding Kommune
Som regionens naturlige centrum for trafik, erhverv og kultur byder Kolding på over 55.000 arbejdspladser, et UNESCO anerkendt designmiljø samt historiske vartegn som Koldinghus og Trapholt. Kolding Kommune dækker et areal på ca. 605 km² og har omkring 95.900 indbyggere.
Følg pressemeddelelser fra Kolding Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kolding Kommune
Kolding stiller krav til håndværkere om bæredygtige løsninger8.7.2026 13:21:43 CEST | Pressemeddelelse
Ny håndbog fra Kolding Kommune omsætter bæredygtighed til konkrete krav i udbud – med fokus på genbrug, dokumentation og lang levetid i bygningsvedligehold.
Midlertidigt By-Lab åbner i Kolding bymidte2.7.2026 15:46:14 CEST | Pressemeddelelse
Efter sommerferien bliver den tomme stueetage i Jernbanegade 5 midt i Kolding indrettet med et midlertidigt by-laboratorium. Her vil Kolding Kommune udstille, hvad der er på vej af omdannelser i byens indretning de kommende år
Overvældende interesse for indvielsen af Koldings store pumpesluse27.6.2026 15:52:34 CEST | Pressemeddelelse
Solen bagte fra en skyfri himmel og temperaturen var i den høje ende, men det afholdt ikke mindst et par tusinde borgere fra at lægge vejen forbi, da Kolding Kommune og BlueKolding lørdag indviede Danmarks største pumpesluse ved Kolding Å.
Ny minister indvier Danmarks største pumpesluse i Kolding26.6.2026 12:33:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks nye minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, står for den officielle indvielse, når Kolding Kommune og BlueKolding lørdag den 27. juni åbner Danmarks største pumpesluse-anlæg ved Kolding Å.
Socialøkonomisk Folkemøde i Kolding: Socialt ansvar er også arbejdskraft og god forretning25.6.2026 17:06:58 CEST | Pressemeddelelse
Den 20. august inviterer Kolding til Socialøkonomisk Folkemøde. En dag hvor virksomheder, samarbejdspartnere, det kommunale Danmark og foreninger endnu engang kan netværke, suge inspiration til sig og få konkrete værktøjer med hjem til at tage socialt ansvar og samtidig styrke deres organisation.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum