DGI: Problematisk når folkeoplysningstilskuddet udhules
29.5.2026 10:25:43 CEST | DGI | Pressemeddelelse
Hver fjerde idrætsforening oplever, at det kommunale tilskud er faldet, viser en ny undersøgelse. DGI’s formand opfordrer politikerne til at sikre, at folkeoplysningstilskud følger med tiden og befolkningsudviklingen.
Faldende kommunale tilskud presser en lang række idrætsforeninger. Det viser en undersøgelse, DGI har foretaget blandt mere end 1000 formænd.
I undersøgelsen svarer 25 procent af foreningsformændene, at det kommunale aktivitetstilskud pr medlem er faldet hen over de sidste tre år.
DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen kalder udviklingen bekymrende og slår fast, at det kalder på politisk handling:
“Det dur simpelthen ikke, at tilskud til folkeoplysende aktiviteter er faldende og ikke følger med prisudviklingen. Foreningerne har stor værdi for børn, unge og voksne med aktiviteter og fællesskaber, der bidrager til en lang række samfundsudfordringer. Derfor en klar og tydelig opfordring til både lokalpolitikere og Folketinget om at sikre, at folkeoplysningstilskud følger med tiden og befolkningsudviklingen.”
Hun slår fast, at folkeoplysningstilskud er afgørende driftstilskud for foreningerne.
”Derfor er det et problem, at folkeoplysningstilskuddet ikke følger med prisudviklingen, ikke mindst fordi idrætsforeninger i stigende grad tænkes ind i mange kommunale dagsordener. Mange foreninger vil gerne bidrage, men økonomien skal følge med,” siger Charlotte Bach Thomassen.
Blandt de foreninger, hvor aktivitetstilskuddet er faldet, svarer 45 procent af formændene, at de har hævet kontingentet.
”Det er bekymrende, hvis kontingenter stiger, fordi folkeoplysende midler udhules,” siger Charlotte Bach Thomassen.
Det går i den forkerte retning
Idrætsforeningen HA85 i Silkeborg Kommune er en af dem, der oplever, at det kommunale tilskud er faldet.
”Vi mærker det i manglende indtægter, som vi tidligere kunne budgettere med og som har været med til at vi kunne holde kontingentet nede. Silkeborg Kommune har sammenlagt fjernet omkring 30 % i medlemstilskud og lokaletilskud,” siger formand i HA 85 Morten Dixen Olseth og fortsætter:
”Kommunen har en stigende forventning om, at vi som forening løfter forskellige opgaver, f.eks. i forhold til sociale tiltag. Det er ikke rimeligt, at de forventer mere og mere, når de samtidig reducerer tilskud og handlemuligheder.”
For medlemmer under 18 år er tilskuddet faldet fra 190 kroner til 150 kroner på medlem. På grund af de faldende tilskud bliver foreningen formentlig nødt til at hæve kontingentet. Morten Dixen Olseth forventer, kontingentstigningen vil blive på omkring 50-70 kroner årligt, måske mere. Det kommer oveni en kontingentstigning i fodboldafdelingen på grund af finansieringen af en ny kunstgræsbane, Her har kommunen bedt om en stor egenbetaling, hvilket også er nyt.
”Det er ærgerligt. Det gør det sværere for foreningen at fastholde et lavt kontingent, og det ligger os meget på sinde, at kontingentstørrelsen ikke må være en hindring for at være medlem. Vi vil gerne inkludere så mange som muligt. Vi er ikke sat i verden for at tjene penge, vi skal bare løbe rundt og udvikle, så vi holder kontingentet så lavt som muligt, men det her går i den forkerte retning,” siger Morten Dixen Olseth.
Fitnesstilbud bliver forringet
Foreningen Kvik 70 ved Ribe har over de sidste seks år samlet set mistet omkring 212.000 kroner i tilskud fra kommunen. Medlemstilskuddet er faldet, og desuden får foreningen kun tilskud til medlemmer under 25 år:
”Vi har både børn, voksne og seniorer i foreningen, men befolkningsudviklingen er jo, at der er flere ældre end yngre. Og det straffer os økonomisk at være gode til at holde de ældre aktive i foreningen,” fortæller formand Ronnie Pedersen.
Foreningen har været nødt til at sætte kontingentet op. Stigningen har været på 100 kroner et par gange de seneste år, primært på grund af faldende tilskud fra kommunen.
”Vi forsøger at holde børnene fri, så det er primært prisstigninger for de voksne. Det er svært at sige, om det koster medlemmer, men det har den økonomiske konsekvens, at vi ikke har råd til nyt fitnessudstyr. Så vi kan ikke følge med udviklingen, og på den måde bliver vores tilbud forringet,” siger Ronnie Pedersen.
Fakta om undersøgelsen:
- Foreningspanelet består af 2.323 foreningsformænd. Undersøgelsen med fokus på folkeoplysning er gennemført i februar 2026 og besvaret af 1033 formænd, dvs. en svarprocent på 44%.
- I undersøgelsen svarer 25 procent af de adspurgte, at det kommunale aktivitetstilskud per medlem er faldet hen over de sidste år. 30 procent svarer ved ikke, og 45 procent har ikke oplevet et fald.
- Blandt de foreninger, hvor aktivitetstilskuddet er faldet, svarer 45 procent at de har hævet kontingentet, mens 30 procent har begrænset indkøb eller renovering af udstyr. 15 procent har begrænset antallet af idrætsaktiviteter, mens 14 procent har begrænset antallet af sociale aktiviteter.
- Også inflation og stigende priser i samfundet har betydning or idrætsforeningerne. DGI’s undersøgelse svarer 29 procent af formændene, at foreningen har hævet kontingentet på grund af de stigende priser i samfundet.
Nøgleord
Kontakter
Charlotte Bach ThomassenFormand
Tlf:30283295charlotte.bach.thomassen@dgi.dkBilleder

DGI arbejder målrettet for at styrke motion og breddeidræt i Danmark. Vi tror på glæden ved idræt og på styrken i foreningsfællesskabet. DGI's 6700 foreninger har over 1,9 mio. medlemmer.
Følg pressemeddelelser fra DGI
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DGI
Torben Svejgård fra Ry er ny formand i DGI Tennis: "Idrætten har dannet mig. Det vil jeg gerne give videre"9.6.2026 20:23:10 CEST | Pressemeddelelse
Den erfarne idrætsentusiast, erhvervsmand og bestyrelsesmedlem Torben Svejgård er valgt som ny formand for DGI Tennis. Med en enorm erfaring fra både det frivillige foreningsliv og fra erhvervslivet vil den nye formand arbejde for at gøre de danske foreninger bedre og sikre, at nye generationer af frivillige også fremover får det danske idrætsliv til at blomstre.
Torben Svejgård er ny formand i DGI Tennis: "Idrætten har dannet mig. Det vil jeg gerne give videre"9.6.2026 20:17:19 CEST | Pressemeddelelse
Den erfarne idrætsentusiast, erhvervsmand og bestyrelsesmedlem Torben Svejgård er valgt som ny formand for DGI Tennis. Med en enorm erfaring fra både det frivillige foreningsliv og fra erhvervslivet vil den nye formand arbejde for at gøre de danske foreninger bedre og sikre, at nye generationer af frivillige også fremover får det danske idrætsliv til at blomstre.
DGI: Nyt regeringsgrundlag er en direkte anerkeldelse af foreningslivet2.6.2026 16:32:21 CEST | Pressemeddelelse
Den nye regering har store ambitioner for foreningerne og DGI er klar til at samarbejde tæt om bedre rammer for foreninger, frivillige og folkesundhed.
DGI skal have ny formand19.5.2026 20:01:55 CEST | Pressemeddelelse
DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen har meddelt, at hun ikke genopstiller som formand for idrætsorganisationen med 6.700 foreninger og 1,99 mio. medlemmer. DGI indleder nu en proces for at finde en ny formand.
DGI åbner nyt landskontor: Store ambitioner for nyt samlingssted17.4.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
DGI åbner fredag den 17. april nyt landskontor i Vejle Centrum. Landskontoret skal være et samlingssted for alle, der udvikler og styrker idrætsforeningerne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum