Tredje generation Ottesen fejrer 25 år i Arkil
21.5.2026 09:16:08 CEST | Arkil A/S | Nyhed
Michael Ottesen er kun 46 år, men han kan alligevel fejre 25-års jubilæum i Arkil. Han er maskinfører i Anlæg Aalborg – og en del af et Ottesen-dynasti, der har rødderne dybt plantet i nordjysk anlægsjord.

Gravemaskinen flytter roligt den ene skovlfuld jord efter den anden. Her skal lægges nye fjernvarmerør. Michael Ottesen kigger fra sit førerhus ud over dagens arbejdsplads – en grøn mark med køer der græsser og fugle der kvidrer. Han er maskinfører og kører en Liebherr – én af de nye. Men det er ikke tilfældigt, at han sidder bag joystickene i stedet for at stå ude med jord under skoene.
Michael startede ellers som struktør. Men da ryggen begyndte at give problemer efter cirka 13 år, tog han konsekvensen.
"Hvis jeg skulle fortsætte i branchen, så kunne det ikke være som struktør, for det vil jeg ikke kunne holde til," siger Michael.
Det er nu cirka 12 år siden, han satte sig i maskinen – og han er ikke kommet ud igen. Hvilken vej han skal bevæge joystickene, ligger på rygraden.
Jubilæum i en alder af 46
Det er ikke hverdagskost at fejre 25 år i en virksomhed, når man kun er 46 år gammel. Men Michael startede som lærling i Arkil, og fortsatte efter sin uddannelse videre i Arkil som struktør.
Var det planen at blive i Arkil i 25 år?
"Nej," siger Michael og tænker sig lidt om. "Det er jo nok bare blevet til. Det har bare været et godt sted at arbejde."
En mere nordjysk forklaring på 25 års troskab skal man lede længe efter.

Et nordjysk anlægsdynasti
Michael Ottesen er ikke den første i sin familie, der har fundet sin plads i Arkil. Langt fra.
Hans far, John Ottesen, er maskinfører i Anlæg Aalborg med mere end 46 år i Arkil bag sig. Hans onkel Niels er formand. Og inden dem var Michaels farfar også formand. Med jubilæet kan familien Ottesen fejre, at tre generationer har sat deres fingeraftryk på nordjysk anlægsarbejde.
Det var da også Michaels far, der viste ham vejen ind i branchen. Og siden har han arbejdet side om side med sin onkel Niels.
Men at have familien med på pladsen har aldrig givet Michael særlige fordele.
"Der er ikke nogen taget hensyn til mig, bare fordi jeg har været nevø," siger han.
Forskellighed er svaret
Michael har gennem årene arbejdet med alt fra kloakering til regnvandsbassiner – og nu fjernvarmeprojekter ved Viborg. Om det er den ene eller den anden type opgave, han bedst kan lide, er ikke det vigtigste for ham.
"Det er jo forskelligheden i opgaverne, man kommer ud på," siger Michael.
Det, der til gengæld virkelig gør en forskel, er kollegaerne. Og her har Michael haft heldet med sig. Mange af de ansigter, han møder på pladsen i dag, er de samme, som har fulgt ham gennem årene.
"Det gør, at man har lyst til at stå op om morgenen," siger han.

Sikkerheden er rykket
Meget er forandret i branchen over 25 år. Men der er én ting, Michael fremhæver som en klar forbedring: sikkerheden.
"Selvom der er mange, der føler, at det er mere travlt, så har vi stadigvæk mere tid til sikkerhed, end hvad vi måske før har haft," siger han.
Det er en positiv udvikling, mener Michael. For 15 år siden tænkte man oftere: ”det går nok,” fortæller han.
I dag tager alle sikkerheden alvorligt.
Hvad med de næste 25?
Jubilæet fejres, når muligheden byder sig – Michael er ikke typen, der gør stor ballade ud af det.
Hvad skal der så ske i de næste 25 år – nu hvor han kun er 46?
"Jamen, jeg tænker, der er chance for, at de næste 25 år de går i den her maskine," siger Michael.
Og så tilføjer han, roligt som altid:
"25 år, de går hurtigt."

Kontakter
Gitte Keck HolmKommunikationschef
Tlf:+45 73 22 50 44gih@arkil.dkBilleder




Om os:
Med 2.300 ansatte og en omsætning på ca. 4,7 mia. kroner er Arkil én af Danmarks største entreprenører. Som en familieejet virksomhed prioriterer vi blandt andet ordentlighed, dialog og ansvar, både i forhold til medarbejdere, kunder og samfundet omkring os.
Vi udfører små og store infrastrukturprojekter i Danmark, Tyskland og Irland. Vi anlægger veje og asfalterer. Vi byggemodner, etablerer fjernvarme og kloakerer. Vi bygger broer, vandværker og industrianlæg. Vi udfører alle typer fundering, og vi håndterer både forureninger og grundvand.
Vi løser opgaver for små og store private kunder, forsyningsselskaber, kommuner og regioner samt nogle landets største bygherrer som Vejdirektoratet, Banedanmark og Energinet. Vi håndterer alt fra den lille opgave til store totalentrepriser – og vi stiller gerne vores ekspertise til rådighed tidligt i processen.
Følg pressemeddelelser fra Arkil A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Arkil A/S
2025: Arkil A/S løfter sikkerhed og innovation i rekordår8.4.2026 08:23:29 CEST | Pressemeddelelse
Det danske selskab i Arkil-koncernen leverede et historisk stærkt resultat i 2025 og skabte samtidig store fremskridt inden for sikkerhed og innovation.
Arkil-koncernen leverer rekordresultat i 202526.3.2026 14:00:00 CET | Pressemeddelelse
Arkil-koncernen kan præsentere et stærkt årsregnskab for 2025 med fremgang på de væsentligste parametre.
Arkil klar til større forureninger efter PFAS-succes18.3.2026 08:30:49 CET | Pressemeddelelse
Med et vellykket demonstrationsprojekt har Arkil nu bevist, at det kan lade sig gøre at fjerne PFAS-forurening fra jord. Adm. direktør efterlyser nu projekter i større skala.
Arkil hæver kæmpe areal med overskudsjord25.2.2026 15:07:51 CET | Pressemeddelelse
Overskudsjord bliver sejlet ind i store mængder, når Arkil byggemodner et nyt miljøcenter for Marius Petersen nær Aalborg Havn.
Arkil henter afdelingschef fra lokal konkurrent i Aalborg4.2.2026 08:13:09 CET | Pressemeddelelse
Anders Møller Haase (44) skifter fra Jorton til Arkil, hvor han overtager posten som afdelingschef i Anlæg Aalborg. René Hald, der tidligere har ledet afdelingen, fungerer nu som divisionsdirektør.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum