Red Barnet, Norsk Flygtningehjælp og LEGO Fonden går sammen om at give 300.000 børn i kriser adgang til tryghed, leg og læring

21.5.2026 10:10:28 CEST | Red Barnet | Pressemeddelelse

Del

Et nyt partnerskab til en værdi af 200 millioner kroner skal sikre afgørende hjælp til børn i en tid, hvor historisk mange lever i aktive konfliktzoner.

En seksårig pige fremviser et tog, hun har bygget i et af Red Barnets børnevenlige områder i Libanon.
En seksårig pige fremviser et tog, hun har bygget i et af Red Barnets børnevenlige områder i Libanon. IAM Production/Red Barnet

Alt for mange børn vokser i dag op med krig, flugt og utryghed. Derfor går Red Barnet, Norsk Flygtningehjælp (NRC) og LEGO Fonden nu sammen i et nyt fireårigt partnerskab på 200 millioner danske kroner for at sikre børn i kriser adgang til trygge læringsrum, leg og beskyttelse.

Gennem partnerskabet skal omkring 300.000 børn i konfliktramte lande verden over – fra Haiti til Bangladesh og fra Libanon til Somalia – få adgang til beskyttelse, leg og læring for at forbedre deres trivsel og fremtidsudsigter.

I dag lever et hidtil uset højt antal på 520 millioner børn i aktive konfliktzoner, og 273 millioner børn og unge går ikke i skole. For børn, der vokser op med vold, fordrivelse og usikkerhed, er uddannelse meget mere end læring – det er en livline. Når børn får adgang til et trygt sted, hvor de kan lege, lære og møde omsorgsfulde voksne, giver det dem en pause fra frygt og kaos. Det hjælper dem med at bearbejde svære oplevelser og skaber håb, stabilitet og en følelse af normalitet i en hverdag præget af usikkerhed.

Omvendt kan det have alvorlige konsekvenser, når børn ikke har adgang til trygge fællesskaber og undervisning. Risikoen for børnearbejde, tidlige ægteskaber, rekruttering til væbnede grupper og langvarige psykiske belastninger stiger.

For at kunne reagere hurtigt, når en krise rammer, har Red Barnet og Norsk Flygtningehjælp sammen med LEGO Fonden udviklet Education Acute Humanitarian Response Mechanism. Det er en indsatsmodel, der gør det muligt på få dage at etablere trygge og inkluderende læringsmiljøer baseret på leg for børn i akutte nødsituationer.

Indsatsen kombinerer undervisning med børnebeskyttelse, mental sundhed og psykosocial støtte, ernæring og sundhed samt adgang til vand, sanitet og hygiejne. Det er afgørende, for at børn skal kunne føle sig trygge nok til at lege, lære og begynde at komme sig.

Styrker børns trivsel på flere kontinenter

Siden indsatsen blev lanceret i maj 2024, har mere end 135.000 børn påvirket af konflikt og katastrofer fået støtte gennem 33 indsatser i 18 lande på fire kontinenter. Det gælder blandt andet i det besatte palæstinensiske område, i Libanon og i Sudan.

Her har organisationerne blandt andet oprettet trygge rum med adgang til rent vand og toiletter, uddelt materialer til leg og læring, mobiliseret og trænet lærere og facilitatorer samt sørget for undervisningsmaterialer og anden nødvendig støtte. Indsatserne har styrket børns trivsel, deres evne til at beskytte sig selv og deres mulighed for at genfinde fællesskab og håb midt i krisen. En facilitator i et af programmets trygge rum i Gaza beskriver forandringen således:

– Børn i Gaza ser ikke leg som blot underholdning. For dem er leg et meget vigtigt psykisk og socialt frirum, især midt i den krise, de lever i. For mange giver leg et midlertidigt trygt rum – et afbræk fra den barske virkelighed, præget af frygt, fordrivelse og tab.

Når ud til 300.000 børn

Med det nye partnerskab vil Red Barnet, Norsk Flygtningehjælp og LEGO Fonden udvide både rækkevidden, kapaciteten og beredskabet de næste fire år ved at nå ud til 300.000 børn, der påvirkes af kriser. Ambitionen er ikke kun at nå flere børn, men også at kunne rykke hurtigere og i større skala, når nye kriser opstår.

Indsatserne bliver tilpasset den lokale kontekst og det enkelte barns behov og skal forankres tættere i de lande og lokalsamfund, hvor arbejdet foregår. Samarbejdet med lokale og nationale aktører bliver centralt for at sikre stærke, bæredygtige indsatser med størst mulig effekt for børnene.

I en verden, hvor kriser bliver hyppigere og mere alvorlige, er det afgørende, at børns ret til beskyttelse, trivsel og læring ikke bliver glemt. Med partnerskabet sætter Red Barnet, Norsk Flygtningehjælp og LEGO Fonden livsvigtig uddannelse i centrum for den humanitære indsats.

Citater

Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, udtaler:

– Uddannelse er en grundlæggende rettighed for alle børn og er afgørende for deres trivsel og udvikling. Alligevel ser vi, at millioner af børn bliver frataget denne rettighed, hvilket har alvorlige konsekvenser for deres mentale sundhed, livsglæde og fremtidsudsigter. Med dette partnerskab kan vi nå tusinder af børn i kriser med afgørende beskyttelse og uddannelse, når de har allermest brug for det – og give dem både støtte her og nu samt håb og muligheder for fremtiden.

Jan Egeland, generalsekretær i Norsk Flygtningehjælp, siger:

– Konflikt og fordrivelse fratager fortsat millioner af børn deres ret til uddannelse. Med dette partnerskab vil vi hjælpe børn og deres familier dér, hvor de er. Ved at levere livsvigtig uddannelse kort tid efter, at en krise rammer, og ved at bruge legebaserede og engagerende metoder, kan vi hjælpe børn med at lære, hele og genfinde en følelse af normalitet. Det giver dem styrke og redskaber til at komme videre.

Sidsel Marie Kristensen, administrerende direktør i LEGO Fonden, udtaler:

– I LEGO Fonden tror vi på, at alle børn – også under de sværeste forhold – fortjener muligheden for at trives og udvikle sig. Sammen med Red Barnet og Norsk Flygtningehjælp arbejder vi for, at børn kan fortsætte med at lære, hele og komme sig, selv under de mest udfordrende omstændigheder. Når vi handler hurtigt og i stor skala, kan vi være med til at beskytte børns trivsel her og nu og styrke deres mulighed for skabe en bedre fremtid.

Om Red Barnet

Red Barnet kæmper for, at alle børn får en tryg opvækst og en fremtid med håb og muligheder. I mere end 100 år har vi arbejdet for at beskytte børn mod overgreb, sikre deres ret til uddannelse og skabe varige forandringer for børn i Danmark og resten af verden.

Om Norsk Flygtningehjælp (NRC)

Norsk Flygtningehjælp har mere end 75 års erfaring med at hjælpe mennesker på flugt i konflikt- og katastroferamte områder. Organisationen arbejder i 40 lande og sikrer blandt andet adgang til husly, juridisk bistand, uddannelse, beskyttelse mod vold samt vand, sanitet og hygiejne.

Om LEGO Fonden

LEGO Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond, som ejer 25% af LEGO Koncernen. Gennem både filantropiske uddelinger og impact-investeringer samarbejder LEGO Fonden med partnere verden over for at styrke børns trivsel, læring og udvikling.

Nøgleord

Kontakter

Om Red Barnet

Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.

Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.

Følg pressemeddelelser fra Red Barnet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Red Barnet

H.M. Kongen, Ursula von der Leyen og Hillary Clinton sætter fokus på AI’s indvirken på børn og unges liv ved stor international konference i København8.5.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse

Den 12. maj samles globale beslutningstagere, eksperter og erhvervsledere på Christiansborg til Copenhagen Summit – en international konference om kunstig intelligens og børn. Tidligere EU-kommissær Margrethe Vestager, Red Barnet og Common Sense Media står bag konferencen, som skal sætte en ny retning for den digitale børnebeskyttelse i en tid, hvor AI fylder mere og mere i børn og unges liv.

Red Barnet og Aalborg Universitet indgår partnerskab for at styrke beskyttelsen af børn mod seksuelle overgreb30.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Som samfund skal vi blive langt bedre til at forhindre seksuelle overgreb mod børn, og det kræver, at vi markant styrker vores viden om de personer, som er i risiko for at begå overgrebene. Det mener Red Barnet og forskere ved Aalborg Universitet, som nu indgår partnerskabet ”Viden Mod Overgreb”. Børnerettigheds-organisationen og forskerne advarer samtidig om, at det i dag er uvist, om flere eksisterende tiltag reelt forebygger seksuelle overgreb mod børn bedst muligt.

Flere børn og unger søger hjælp efter grov afpresning16.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

SletDet Rådgivningen i Red Barnet har i 10 år hjulpet børn og unge, der bliver udsat for digitale krænkelser. De seneste år er sagerne blevet mere alvorlige og komplekse, og særligt når børn og unge bliver afpresset med intime billeder online, er metoderne til at få dem til at overføre penge blevet grovere og mere organiseret. På to år er antallet af den type sager steget med 50 procent. Det kalder på større ansvar hos techgiganterne, bedre internationalt politisamarbejde og mere oplysning til unge, mener Red Barnet.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye