Alexandra Instituttet

Forskningen rykker ud til SMV’erne: Fire nye projekter skal styrke digital sikkerhed i Danmark

21.5.2026 11:15:16 CEST | Alexandra Instituttet | Pressemeddelelse

Del

Fire nye cybersikkerhedsprojekter får nu støtte fra innovationspartnerskabet Next Generation Cyber Security. Projekterne skal omsætte avanceret digital forskning til løsninger, som danske virksomheder kan bruge til at øge sikkerheden.

Innovationspartnerskabet Next Generation Cyber Security. Fra venstre: Malene Stidsen, programchef, Industriens Fond, Thomas Riisgaard Hansen, direktør i Digital Research Centre Denmark,  Jeffrey Scott Saunders, Chief Technology Officer, National Defence Technology Center og Peer Heldgaard Kristensen, direktør, Security Tech Space,
Innovationspartnerskabet Next Generation Cyber Security. Fra venstre: Malene Stidsen, programchef, Industriens Fond, Thomas Riisgaard Hansen, direktør i Digital Research Centre Denmark, Jeffrey Scott Saunders, Chief Technology Officer, National Defence Technology Center og Peer Heldgaard Kristensen, direktør, Security Tech Space,

Fire nye ambitiøse projekter inden for cybersikkerhed, digital tillid og sikker AI-kommunikation har netop modtaget finansiering som led i partnerskabet Next Generation Cyber Security.

De nye projekter arbejder med nogle af de vigtigste spørgsmål i vores digitale hverdag: At kunne stole på den information, vi møder online, at opdage svindel i betalinger, før den gør skade, og at sikre digital kommunikation i myndigheder, forsvar og andre samfundskritiske systemer – også i en fremtid med kvantecomputere.

En central præmis for projekterne har været, at de tager direkte afsæt i de konkrete cybersikkerhedsudfordringer, som danske små og mellemstore virksomheder står overfor, og at resultaterne kan omsættes til praktiske, anvendelige løsninger i erhvervslivet.

Det er Digital Research Centre Denmark, National Defence Technology Center, Security Tech Space og Industriens Fond, der er gået sammen om at bringe mere forskningsbaseret cybersikkerhed tættere på danske små og mellemstore virksomheder.

De fire nye projekter:

1. Troværdigt digitalt indhold – med respekt for retten til at blive glemt

Projektet udvikler nye kryptografiske transparenslogs, der gør digitalt indhold verificerbart og manipulationssikkert – samtidig med at brugeres privatliv og retten til at blive glemt respekteres. Løsningen skal styrke tilliden til digital information i en tid med AI-genereret indhold og misinformation.

Partnere: InReality, IT-Universitetet i København (ITU)

2. AI skal afsløre organiseret betalingssvindel i realtid

Projektet bekæmper organiseret betalingssvindel ved at analysere transaktioner som netværk frem for enkeltstående hændelser. Med grafbaserede metoder skal løsningen kunne opdage koordineret svindel i realtid og styrke beskyttelsen af nordisk betalingsinfrastruktur.

Partnere: Kynapse Technologies, Vipps MobilePay, Aarhus Universitet

3. Sikker gruppekommunikation for myndigheder og forsvar

Projektet styrker sikker gruppekommunikation ved at levere formelt verificeret sikkerhed for den internationale MLS-standard. Fokus er på høj tillid, post-kvantesikkerhed og anvendelse i myndigheder, forsvar og andre samfundskritiske miljøer.

Partnere: Cryspen, Confiware, Aarhus Universitet

4. SecMas vil sikre kommunikationen mellem AI-agenter i kritiske systemer

SecMAS sikrer kommunikationen mellem AI-agenter ved at indføre klare tillidsgrænser, autorisation og auditérbar delegation. Projektet skal gøre agentbaserede AI-systemer sikre nok til brug i højrisiko- og cybersikkerhedskritiske sammenhænge.

Partnere: ColleaiQ, Danmarks Tekniske Universitet

Citater fra partnerne bag Next Generation Cyber Security

Malene Stidsen, programchef hos Industriens Fond:

”Danske virksomheder – også de små og mellemstore – spiller en nøglerolle, når Danmark og dansk erhvervsliv skal forsvare sig mod fremtidens hackere og cyberangreb. Derfor skal samarbejdet mellem forskning og erhvervsliv styrkes, så virksomhederne får adgang til værdifuld viden, ekspertise og teknologi – og det er netop det vi gør her på en konkret og praksisnær måde.”

Thomas Riisgaard Hansen, direktør i Digital Research Centre Denmark:

“Cybersikkerhedsforskning kan gøre en forskel for de mange små og mellemstore virksomheder, vi har i Danmark, ved at hjælpe dem med at udvikle unikke teknologier, der kan give konkurrencefordele og skabe grundlaget for deres fremtidige vækst. Med de her projekter arbejder vi konkret med udfordringer, vi ser hver dag – som betalingssvindel, manipulation af digital information og behovet for sikker kommunikation – og jeg ser virkelig frem til at følge projekterne og se, hvordan de gør en forskel ude i virksomhederne,”

Peer Heldgaard Kristensen, Direktør, Security Tech Space:

“Det her er mindre, men meget målrettede projekter, hvor vi tester, hvordan ny viden kan bringes tættere på danske SMV’ers konkrete behov. For os handler det om at bygge bro mellem forskning og anvendelse – og skabe løsninger, der kan skaleres og gøre en reel forskel for virksomhedernes cybersikkerhed.”

Jeffrey Scott Saunders, Chief Technology Officer, National Defence Technology Center:

"De her projekter omsætter nogle af de mest avancerede cybertrusler mod Danmark til konkrete løsninger, som også små og mellemstore virksomheder kan bruge i praksis. Det er afgørende, fordi samfundets digitale robusthed ikke kun afhænger af staten og de kritiske myndigheder, men også af virksomhederne i værdikæderne omkring dem. Hvis Danmark skal stå stærkere i en mere usikker verden, skal vi løfte sikkerhedsniveauet bredt. Vi er ikke stærkere end det svageste led."

De fire nye projekter er udvalgt af et uafhængigt advisory board bestående af erfarne eksperter inden for forskning, erhvervsliv og cybersikkerhed.

Innovationspartnerskabet Next Generation Cyber Security er en del af Industriens Fonds samlede cybersikkerhedsindsats og støttes med knap 12 mio. kr. fra fonden. Dertil kommer yderligere 3 mio. kr. fra både Digital Research Centre Denmark og National Defence Technology Center.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Alexandra Instituttet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Alexandra Instituttet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye