Naturens Navnedag vil gøre danskerne klogere på arterne omkring os
21.5.2026 06:02:00 CEST | Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet | Pressemeddelelse
Hvordan beskytter man arter, man ikke kender navnet på? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for Naturens Navnedag d. 23. maj, hvor Statens Naturhistoriske Museum sammen med en række europæiske samarbejdspartnere sætter fokus på betydningen af at kende og dokumentere naturens arter.

Selv i dag mangler forskere grundlæggende viden om store dele af verdens biodiversitet. Mange arter er endnu ikke beskrevet videnskabeligt, mens andre er kendt, men endnu ikke dokumenteret ordentligt. Det gør det vanskeligere at forstå og beskytte naturen effektivt.
Naturens Navnedag er den danske del af den internationale kampagne Taxonomy Recognition Day, som skal skabe opmærksomhed om biodiversitet og betydningen af artskendskab gennem en fælles onlinekampagne.
Kampagnen markeres hvert år den 23. maj på Carl von Linnés fødselsdag. Linné regnes som grundlæggeren af den moderne metode for at navngive og klassificere verdens arter, og datoen ligger samtidig i forlængelse af FN’s internationale biodiversitetsdag.
– Vi taler meget om biodiversitetskrisen, men det starter med noget helt grundlæggende: at kende arterne omkring os. Først når vi ved, hvad der findes, kan vi begynde at forstå og beskytte det, siger Vicemuseumschef for Forskning ved Statens Naturhistoriske Museum, Anders P. Tøttrup.
Naturen bliver konkret, når arter får et navn
På Naturens Navnedag opfordres folk til at gå på opdagelse i naturen, tage billeder af planter, dyr og svampe og undersøge, hvad arterne hedder ved hjælp af online databaser og artsplatforme som Arter.dk. Deltagerne kan derefter poste et billede med hashtagget #NameItToSaveIt på sociale medier og blive en del af den internationale kampagne.
Formålet er ikke kun at skabe interesse for biodiversitet, men også at gøre naturen mere håndgribelig og nærværende.
– Når vi lærer arterne omkring os at kende, bliver biodiversitet noget konkret og ikke bare et abstrakt begreb. Det skaber en større forståelse for, hvorfor naturen er vigtig, og hvorfor den er værd at beskytte, siger Anders Tøttrup.

Observationer kan blive til vigtig viden
Når deltagere undersøger og registrerer arter i databaser som Arter.dk, bidrager de samtidig med værdifulde observationer, som forskere kan bruge i arbejdet med at forstå biodiversiteten bedre.
Observationerne kan blandt andet være med til at kortlægge arters udbredelse og dokumentere ændringer i naturen over tid.
– Ingen forskere kan være alle steder i naturen på én gang. Når mange mennesker registrerer de arter, de møder, giver det os en langt bedre forståelse af, hvordan biodiversiteten fordeler sig og forandrer sig, siger Anders Tøttrup.
Forskere anslår, at kun omkring 15 procent af verdens arter er videnskabeligt beskrevet. Naturens Navnedag skal derfor også være en påmindelse om, hvor meget vi stadig mangler at lære om naturen – både globalt og lokalt.
Kontakter
Michael MageeProjektleder for Naturens NavnedagStatens Naturhistoriske Museum
Tlf:+45 2088 8596magee@snm.ku.dkRobin Matthew CrispPressemedarbejderStatens Naturhistoriske Museum
Tlf:93 58 86 72rmc@snm.ku.dkBilleder
Om Statens Naturhistoriske Museum
Statens Naturhistoriske Museum er smukt beliggende i hjørnet af Botanisk Have nær Nørreport Station. Museet er nationalmuseum for naturhistorien i Danmark og har ansvaret for forvaltningen af de nationale naturhistoriske samlinger og den tilknyttede forskning og formidling. Samlingerne udgør museets absolutte kerne. De omfatter ca. 14 millioner genstande indsamlet over 400 år; heriblandt skind, skeletter, dyr i sprit, insekter på nål, planter på herbarieark, fossiler, mineraler og meteoritter. Hertil kommer de levende samlinger i Botanisk Have, der omfatter ca. 8.000 forskellige plantearter såsom orkidé, kaktus, kødædende planter og eksotiske træarter.
Adresse:
Øster Voldgade 5–7, 1350 København K

Følg pressemeddelelser fra Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet
61 nye billearter afslører, hvor lidt vi stadig ved om biodiversitet15.5.2026 06:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Selv store og iøjnefaldende insekter kan stadig være ukendte for videnskaben. Det understreger et nyt studie fra Statens Naturhistoriske Museum, hvor forskere har opdaget og beskrevet 61 nye arter inden for rovbille-slægten Platydracus.
Foto af legesyg iberisk los vinder publikumsprisen i verdens største naturfotokonkurrence25.3.2026 06:02:00 CET | Pressemeddelelse
Efter at et rekordstort antal mennesker har afgivet deres stemme, er den østrigske fotograf Josef Stefan løbet med publikumsprisen i den prestigefyldte naturfotokonkurrence.
Pindsvin kan høre ultralyd – ny forskning kan være nøglen til færre trafikdrab11.3.2026 06:03:00 CET | Pressemeddelelse
Et nyt studie fra Statens Naturhistoriske Museum viser for første gang, at europæiske pindsvin kan høre ultralyd – viden, der kan bruges til at holde dem væk fra trafikken.
Oplev dinosauræg, fossile fugle og vilde fjer i påskeferien10.3.2026 12:45:00 CET | Pressemeddelelse
Statens Naturhistoriske Museum inviterer til spændende aktiviteter, hvor børn og voksne kan udforske æggenes og fjerenes forunderlige verden.
Foråret kommer tidligere – også efter en iskold vinter27.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Selvom januar og februar i år har været præget af et sjældent massivt snelag og kulde, viser nye analyser, at foråret generelt rykker frem i kalenderen. Hjælp med at finde tegnene på foråret.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

