40 virksomheder mødte FGU-elever i Svendborg: “Vi kan være med til at gøre en forskel”
6.5.2026 13:05:47 CEST | Danmarks Idrætsforbund | Pressemeddelelse
Danmarks Idrætsforbund (DIF), Svendborg Rabbits og FGU Syd- og Midtfyn samlede i dag virksomheder og elever for at styrke de unges vej til job og skabe nye samarbejder.

40 lokale virksomheder var onsdag morgen samlet på FGU Syd- og Midtfyn i Svendborg, hvor de mødte elever fra indsatsen Sportucation, der arbejder for at styrke unges vej mod job og uddannelse med udgangspunkt i idrættens stærke fællesskaber.
Sportucation er lokalt et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, Svendborg Rabbits og den lokale FGU-skole, og formålet med dagens arrangement var klart: Man ville skabe en tættere relation mellem unge og erhvervsliv og vise virksomhederne det potentiale, der findes blandt FGU-eleverne i Svendborg.
Eleverne tog selv imod virksomhederne og gav dem en rundvisning på skolen, inden oplæg og dialog satte fokus på, hvordan flere unge kan få en plads i fællesskabet på arbejdsmarkedet.
“Det handler i høj grad om at skabe relationer og nedbryde nogle af de barrierer, der kan være mellem unge og virksomheder. Når de mødes ansigt til ansigt, opstår der en bedre forståelse, som kan blive til de første skridt mod et job eller en praktik,” siger Nathalie Ahl, projektleder i Sportucation under Danmarks Idrætsforbund.
Klub vil gøre en forskel for Svendborg
Hos Svendborg Rabbits er man optaget af at gøre en forskel lokalt – også uden for basketbanen – og det er baggrunden for klubbens medvirken i Sportucation. Til hverdag stiller klubben både arena og ressourcer til rådighed for at være med til at udvikle de unge, og i dag er også erhvervsnetværket sat i spil.
“Vi har et stærkt netværk af virksomheder, der ligesom os gerne vil gøre en forskel lokalt. Vi har i dag bidraget med at skabe en helt konkret ramme for mødet med de unge, og vi har givet virksomhederne et indblik i, hvem de unge er, og hvad de kan bidrage med,” siger Troels Mortensen, direktør i Svendborg Rabbits.
Hos FGU Syd- og Midtfyn ser man stor værdi i at invitere erhvervslivet indenfor.
“Vores elever har mange ressourcer og kompetencer, som ikke altid er synlige på et CV. Når virksomhederne møder dem her på skolen, får de et større indblik i, hvem de er. Og vi håber, at det kan åbne døre til både praktik og uddannelse, småjobs og i sidste ende beskæftigelse,” siger uddannelseschef Charlotte Løkke.
For eleverne selv gav dagen en mulighed for at vise, hvem de er, og komme lidt tættere på de muligheder, der er i lokalområdet.
“Jeg kunne godt tænke mig at prøve at være tjener – på sådan et finere sted. Jeg ved det kan være udfordrende, men jeg vil gerne prøve kræfter med det,” fortæller Tobias, der er 19 år og en del af Sportucation.
Han og de andre Sportucation-elever har tidligere haft besøg af ansatte fra hotellet Stella Maris, og det inspirerede Tobias.
Socialt ansvar er for alle
Stella Maris’ direktør Lui Jensen deltog også i arrangementet i dag. Han mener, at vi i samfundet har fået skabt en meget snæver ramme, som de unge mennesker skal passe ind i – og det er synd, for alle har brug for en meningsfuld hverdag. Og ifølge hoteldirektøren er der masser af potentiale i de unge mennesker, han har mødt i Svendborg i dag.
“Eleverne her fra FGU kunne helt sikkert passe ind hos os. I vores branche er vi alle sammen nogen, der ikke lige passede ind til at starte med. Vi har en tendens til at overlade det sociale ansvar til vores myndigheder, og så går vi selv ind i en osteklokke og vender ryggen til. Som virksomheder kan vi være med til at gøre en forskel,” lyder det fra direktøren.
Nogle regler gør det dog svært at inkludere de unge i det omfang, man gerne vil på Stella Maris.
”Vi har rigtig mange, der gerne vil komme og vaske op – som eksempel. Men man skal være 18 år for at betjene en hætteopvaskemaskine. Det bliver en barriere,” siger Lui Jensen.
Arrangementet i dag er en del af en større indsats i Svendborg, hvor Sportucation arbejder målrettet med at give de unge fra FGU plads til at udvikle sig, dyrke idræt og styrke deres kompetencer, samtidigt med, at man arbejder målrettet på at bygge bro til lokale arbejdspladser – blandt andet gennem praktikforløb, småjobs og virksomhedsbesøg.
Indsatsen er støttet af Bikubenfonden, som arbejder for at skabe bedre muligheder for unge i udsatte positioner.
Læs mere om Sportucation her: https://www.dif.dk/samfundsindsatser/startblokken/sportucation
Nøgleord
Kontakter
For yderligere info, kontakt:
Nathalie Ahl, projektleder for Sportucation, tlf. 21 69 42 58.
Troels Mortensen, direktør i Svendborg Rabbits, tlf. 61 26 27 26.
Charlotte Løkke, uddannelseschef på FGU Syd- og Midtjylland, tlf. 23 80 08 30.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Foreningsliv giver selvtillid: idrætsaktive børn rækker oftere hånden op i skolen16.5.2026 08:28:41 CEST | Pressemeddelelse
Børn der går til idræt er mere klar på at byde ind i skolen, selvom de ikke kender svaret, viser en undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier. Særligt blandt drengene højner idrætsdeltagelsen selvtillid og selvværd. DIF ønsker politisk opbakning til at styrke samspil mellem uddannelsesinstitutioner og idrætsforeninger.
Nye anbefalinger fra DIF skal få flere unge til at vælge bestyrelsesarbejdet til9.5.2026 13:21:38 CEST | Pressemeddelelse
På weekendens årsmøde har DIF præsenteret nye anbefalinger til, hvordan de unge får mere indflydelse i forbund og foreninger. De unge skal føle, at de kan gøre en forskel, fortæller Gustav fra DIF’s Udviklingsråd for Unge.
Bordtennis Danmark vinder DIF-prisen som Årets Specialforbund 20269.5.2026 12:37:38 CEST | Pressemeddelelse
Stor medlemsfremgang særlig blandt de unge, et godt år sportsligt og flere klubber der tilbyder træning for 60+ var de overbevisende resultater, der betød, at Bordtennis Danmark fik flest stemmer, da 63 forbund afgjorde, hvem der er Årets Specialforbund 2026. Danmarks Motor Union og Dansk Golf Union var også nomineret til prisen.
Presseinvitation: Akkreditering til DIF DM-ugen 267.5.2026 11:11:01 CEST | Pressemeddelelse
Sæt kryds i kalenderen og akkreditér dig til DIF DM-ugen 2026, som finder sted i Herning 22. juni til 28. juni 2026.
Outdoorcentre på vej til hele landet7.5.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danskerne er mere aktive i naturen end nogensinde, men der mangler steder i skove og naturområder, som idrætsudøvere og andre friluftsmennesker kan bruge. Det skal en donation på godt 100 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden ændre på.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum