Klar til beredskabsugen? Nye forløb klæder eleverne på til kriser
30.4.2026 14:21:58 CEST | Røde Kors | Pressemeddelelse
Kom ”HELT SIKKERT” fra start med gratis undervisningsmaterialer til beredskabsugen.

Når det årlige sirenevarsel lyder i uge 19, er landets skolebørn allerede godt i gang med at øve sig på, hvordan de kan handle i en krisesituation. Målet med den nye beredskabsuge er nemlig at styrke både viden, handlekompetencer og mental robusthed hos alle danskere – og dermed også elever i grundskolen.
Det kræver relevante undervisningsmaterialer, og den opgave er Røde Kors og Beredskabsforbundet, i samarbejde med Læringsbureauet Forstå, gået aktivt ind i.
”Med forløbene ”HELT SIKKERT” håber vi på at give lærerne en hjælpende hånd til at gøre eleverne klogere på, hvilke mekanismer der er i spil i en krisesituation. Samtidig er det vigtigt for os, at materialerne er tryghedsskabende og efterlader eleverne med håb,” siger Morten Schwarz Lausten, kreativ chef og bl.a. ansvarlig for Røde Kors Skoletjeneste.
Et fælles krisesprog
Selvom det i sidste ende er de voksnes ansvar at have styr på beredskabet, er det stadig vigtigt, at børn og unge ved, hvordan de skal handle i forskellige krisesituationer.
”Det kan i sig selv være med til at skabe en form for ro og tryghed, at man får viden og udvikler handlekompetencer på området. Samtidig er det vigtigt, at eleverne får et fælles sprog, så de kan sætte ord på bekymringerne,” uddyber Morten Schwarz Lausten.
Det psykosociale element er derfor også særligt centralt i grundforløbene, hvor eleverne hjælpes til at sætte ord på de følelser og tanker, der kan opstå, når vi taler om emner som kriser og prepping.
Kriseberedskab i faglige rammer
Udover grundforløbene har udskolingseleverne også mulighed for at arbejde med et udvidet scenariedidaktisk forløb, hvor de stilles overfor et fiktivt strømnedbrud. Gradvist præsenteres eleverne for nye situationer, indtil de til sidst kun er forbundet til omverdenen via en simpel, batteridrevet radio. Alt sammen i rammer, hvor både kildekritik, analyse og kommunikation sættes danskfagligt i spil.
”Vi har i udviklingen af forløbene selvfølgelig haft som opgave at formidle om kriseberedskab og sikkerhed, men vi har også som læringseksperter haft stor fokus på, at forløbene didaktisk skal kunne spille naturligt ind i de faglige rammer,” forklarer Ruben Samuel Sørensen, direktør hos Læringsbureauet Forstå.
Materialet ”HELT SIKKERT” dækker alle klassetrin og er gratis for alle med Unilogin på forstå.dk/helt-sikkert. Her finder du også en lærervejledning, som er skræddersyet til beredskabsugen med korte aktiviteter, der nemt kan implementeres i undervisningen.
Beredskabsugen er en landsdækkende beredskabsindsats, der foregår i den første uge i maj i forbindelse med sirenetesten.
Fakta: 5 gode råd til at tale med eleverne om beredskab
Husk, at elever reagerer forskelligt. Nogle vil have mange spørgsmål, mens andre bliver stille eller usikre. Nogle elever kan selv have oplevet kriser tæt på, og derfor er det vigtigt at skabe tydelige og trygge rammer, når I arbejder med beredskab.
1. Lyt til barnet
Giv eleverne tid til at sætte ord på deres tanker. Spørg ind med nysgerrighed, og lad elevens egne ord være udgangspunktet.
2. Mød barnet
Du skal ikke have svar på alt, men eleverne skal opleve, at deres bekymringer og spørgsmål bliver taget alvorligt.
3. Giv simple svar
Hold svarene enkle og konkrete og undlad at udfolde emnet mere end nødvendigt.
4. Se på barnet
Vær opmærksom på, hvordan eleverne reagerer undervejs. Det skal altid være muligt at trække sig eller tage en pause.
5. Giv håb
Det er vigtigt, at eleverne ikke står tilbage med uro. Tal om, at der findes fællesskaber, voksne og handlemuligheder, og at selv små handlinger kan gøre en forskel.
Kontakt
Morten Schwarz Lausten, kreativ chef i Røde Kors og ansvarlig for Skoletjenesten – 3114 1247 / molau@rodekors.dk
Amalie Louise Bernitt, kommunikationskonsulent i Forstå – 41 12 77 05 / amalie@lruddannelse.dk
Kontakter
Røde Kors pressetelefonrodekors.dk/presse
Tlf:3529 9699Om Røde Kors
Røde Kors er altid til stede
Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.
192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.
Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.
Følg pressemeddelelser fra Røde Kors
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Røde Kors
KØBENHAVNSKE GENBRUGSBUTIKKER GÅR HELT I SORT FØR COPENHELL12.6.2026 12:15:18 CEST | Pressemeddelelse
Fra tirsdag den 16. juni kan københavnske metalfans varme op til Copenhell i fire udvalgte Røde Kors-genbrugsbutikker, som for en stund går helt i sort.
Røde Kors Aarhus indvier nye netværkslokaler i Gellerup11.6.2026 14:25:45 CEST | Pressemeddelelse
Der var stort fremmøde, da Røde Kors Aarhus indviede sine nye netværkslokaler i Gellerup. Frivillige, samarbejdspartnere og lokale aktører var mødt talstærkt op for at fejre åbningen, og allerede samme aften blev lokalerne taget i brug af en af husets sociale aktiviteter
Ny rapport: Seksuel vold er et systematisk og overset vilkår på migrationsruten mod Europa8.6.2026 17:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Rapport fra DIIS og Røde Kors dokumenterer omfattende seksuel vold mod flygtninge og migranter på den centrale middelhavsrute
Røde Kors inviterer til familiedag og folkemøde i Fruens Bøge25.5.2026 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 31. maj inviterer Røde Kors fynboer til en stor familiedag på Engen og i revyteltet i Fruens Bøge. Arrangementet er en del af fejringen af Røde Kors’ 150-års jubilæum i Danmark og byder på musik, debat, aktiviteter og fællesskab, og alle kan være med helt gratis.
Røde Kors Aarhus siger tak til AGF: Guldsofa indbragte 85.000 kr. til udsatte og sårbare mennesker i Aarhus24.5.2026 11:50:41 CEST | Pressemeddelelse
Den ikoniske guldsofa fra TV 2-programmet Totalfodbold blev doneret til Røde Kors Aarhus og sat på auktion hos Bruun Rasmussen. Nu er auktionen afsluttet med et imponerende resultat
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum