Politikere sætter fuldt stop for flere hoteller i Indre By
24.4.2026 06:30:00 CEST | Københavns Kommune Økonomiforvaltningen | Pressemeddelelse
Et stort flertal i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune sætter nu en stopper for, at der kan etableres nye hoteller i et afgrænset område af Indre By.

En for høj koncentration af hoteller i Indre By vil udfordre hverdagslivet for de mange helt almindelige københavnere, der bor i området.
Derfor sætter både SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet og Konservative nu en stopper for, der kan etableres nye hoteller i Indre By i et afgrænset område.
I stedet ønsker partierne, at turismen i København bliver spredt ud til flere bydele og har derfor et ønske om, at der kommer nye hoteller i hele byen.
Tilsammen sidder partierne på 38 ud af 55 mandater i Borgerrepræsentationen.
Overborgmester Sisse Marie Welling (SF) siger:
”Det er så vigtigt, at turister kommer rundt i hele byen, for vi skal ikke ende som andre europæiske storbyer, hvor dele af byerne reelt ender som turistkulisser uden liv og hverdagssjæl. Det handler om balancen, så der er plads til at have et hverdagsliv og bruge byen i Indre By, når man bor der - og samtidig sprede turismen mere ud til alt det gode, som København har at byde på”.
Klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL) siger:
”Det centrale København er mættet med hoteller, så vi er nødt til at gribe ind. Indre By skal ikke være en tom turistkulisse uden et ægte københavnerliv, derfor er vi nødt til at sprede turisterne ud i resten af byen. København skal selvfølgelig primært være en by for alle slags københavnere, og derfor skal vi prioritere boliger og naturligvis boliger, der er til at betale. Det er mit klare politiske mål, og det er der heldigvis bred opbakning til i Borgerrepræsentationen".
Gruppeformand Niels Bjerrum (S) siger:
"For Socialdemokratiet er det afgørende, at hele branchen får forudsigelige vilkår at arbejde under, fordi turisme er en vigtig vækstfaktor og et erhverv, der skaber arbejdspladser i byen. Imidlertid er dele af byen - særligt Middelalderbyen - udfordret af mange turister til gene for de københavnere, der bor i Indre By. Derfor er det vigtigt, at vi får spredt vores turister ud i hele byen og hele året rundt, og at vi fortsat skaber boliger og rammerne for et københavnerliv også i centrum af byen".
Politisk ordfører Morten Melchiors (K) siger:
”København er en fantastisk by, og som konservative elsker vi at vise den frem for resten af verden. Det gavner nemlig københavnerne og erhvervslivet. Samtidig skal vi dog værne om bylivet og den særlige stemning i Indre By. Her er et unikt liv. Balancen mellem lokale og turister må ikke tippe, og denne beslutning sikrer en sund ligevægt".
Fakta om medlemsforslaget:
- Partierne er gået sammen om et fælles medlemsforslag, som skal munde ud i et kommuneplantillæg og en lokalplan, der efter en offentlig høring og vedtagelse i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen vil stoppe muligheden for at etablere hoteller i et afgrænset område af Indre By.
- Allerede inden processen med at få vedtaget et nyt kommuneplantillæg og lokalplan er afsluttet, er partierne enige om at nedlægge et såkaldt paragraf 14-forbud mod eventuelle ansøgninger om at etablere nye hoteller i området i Indre By.
- Når kommuneplantillægget og lokalplanen vedtages, kan der ikke længere etableres nye hoteller inden for det afgrænsede område i Indre By.
- Partierne er positivt indstillede over for etablering af nye hoteller i andre dele af byen, fx i byudviklingsområder, hvor nye hoteller kan være med til at understøtte butikker, cafeer og restauranter.
- Omkring store pladser med metrobetjening som Kongens Nytorv, Nørreport og Rådhuspladsen kan der opføres nye hoteller, hvis der er politisk flertal for det, og projekterne er af høj æstetisk og arkitektonisk kvalitet samt kan passes ind med hensyn til lokalområdet. Det vil forudsætte, at der udarbejdes et tillæg til kommuneplanen og evt. tillæg til en gældende lokalplan.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Spektakulært vandkulturhus på Papirøen åbner den 5. december 202622.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når det nye vandkulturhus KAI slår dørene op, venter en vandoplevelse ud over det sædvanlige. Bassiner i flere niveauer, wellness, bademuligheder i havnen og kulturhus. Arkitektur i verdensklasse. Et nyt mødested er skabt i hjertet af Københavns Havn.
Kystlandskab på Lynetteholm får ekstra løft: Sådan kommer det til at se ud6.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I 2025 afsatte Københavns Kommune 25 mio. kr. til at gøre kystlandskabet på Lynetteholm endnu bedre. Nu løfter kommunen sløret for, hvordan midlerne skal bruges. Københavnerne kan se frem til et unikt udflugtsmål.
Overborgmester til New York Climate Week: ”Vi bliver nødt til at bygge meget mere for at løse boligkrisen i storbyer verden over – men ikke med klimaskyklapper for øjnene”21.9.2026 08:49:00 CEST | Pressemeddelelse
Byggeriet står for 37 % af de globale CO2-udledninger. Samtidig er der akut boligkrise i storbyer verden over, mens klimaet er presset. Københavns overborgmester og Vice Chair i C40 Sisse Marie Welling er taget til New York Climate Week som keynote speaker med et klart budskab.
Nye tal: Så få studieboliger er der i København9.9.2026 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er alt for få studieboliger i forhold til antallet af studerende i landets hovedstad.
Partier indgår bred aftale om Københavns Kommunes budget for 20273.9.2026 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance, Alternativet og Dansk Folkeparti er blevet enige om en aftale om Københavns Kommunes budget for 2027.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum