Kvinders cyklus påvirker også kroppens proteiner
16.4.2026 10:18:53 CEST | Aarhus Universitet: Health | Pressemeddelelse
Det er ikke kun hormonerne, som svinger i takt med kvinders cyklus - et nyt studie fra Aarhus Universitet viser, at næsten 200 proteiner i kvindekroppen ændrer sig systematisk gennem cyklussen. Det kan have indflydelse på sygdomme som endometriose og muskelknuder i livmoderen.

Det er en proces lige så gammel som mennesket selv, men der er stadig meget, vi ikke ved om kvinders menstruationscyklus, og hvilken indflydelse den har på hele kvindekroppen. Nu har et hold forskere fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet for første gang vist, at cyklussen påvirker en lang række proteiner i kvindekroppen, fortæller lektor Jonas Ghouse, som er en af forskerne bag studiet.
"Studiet viser, at kroppens byggesten, proteinerne, ændrer sig i langt større grad gennem menstruationscyklussen, end man tidligere har været klar over," siger han.
Det er første gang, man i så stor skala har kortlagt, hvordan proteiner i blodet varierer gennem menstruationscyklussen. I alt identificerede forskerne næsten 200 proteiner, som ændrer sig systematisk gennem cyklussen. Det giver et helt nyt, samlet billede af de biologiske ændringer, der sker i kroppen hen over en fuld cyklus, fortæller læge Iben Riishede fra Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital, som er medforfatter på studiet:
"Tidligere studier har typisk været små eller fokuseret på enkelte hormoner. Vores studie viser, at cyklussen påvirker mange biologiske systemer, herunder immunsystemet, og at disse ændringer også er koblet til konkrete sygdomme," siger hun.
Kan være med til at forklare sygdomme som endometriose
Af de knap 200 proteiner, som forskerne identificerede, er der flere, som kan kobles til kvindesygdomme som endometriose, muskelknuder i underlivet og blødningsforstyrrelser – og det kan få betydning for, hvordan vi fremover forstår og måler de konkrete sygdomme hos kvinder, siger Jonas Ghouse.
"Vi kan se, at flere af proteinerne hænger sammen med de her sygdomme, som mange kvinder lider under. Det tyder på, at de biologiske ændringer gennem cyklussen kan spille en rolle for, hvorfor nogle kvinder udvikler sygdomme som fx endometriose, som kan være stærkt invaliderende."
Studiet udvider markant vores forståelse af kvinders cyklus, og hvordan den påvirker kroppen. Derfor håber Jonas Ghouse og Iben Riishede også at fortsætte forskningen, så de kan dykke endnu længere ned i cyklussens påvirkning af kroppen.
"Det er vigtigt, at vi bliver endnu klogere på, hvordan kvinders krop arbejder i takt med deres cyklus – det er relevant for både os forskere, men også for de klinikere, som arbejder med kvinders sundhed, fertilitet og med sygdomme som endometriose. Det er fx relevant at forske nærmere i, om proteinerne kan bruges som biomarkører for de her specifikke sygdomme," siger Jonas Ghouse.
Bag om forskningsresultatet
- Studietype: Observationsstudie baseret på prospektivt kohortedesign
- Samarbejdspartnere: Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital
- Ekstern finansiering: AUFF Recruitment Grant (AUFF-E-2024-7-10)
- Oplysninger om eventuelle habilitetsproblemer: Ingen.
- Oplysninger om afvigelser fra princippet om, at forskningsresultatet er baseret på en peer reviewed artikel, der er publiceret i et videnskabeligt tidsskrift.: Nej.
- Læs mere i den videnskabelige artikel: https://www.nature.com/articles/s41591-026-04326-5#article-info
Kontakt
Lektor Jonas Ghouse
Aarhus Universitet, Health, Institut for Klinisk Medicin
Telefon: +4531653685
Mail: jonasghouse@clin.au.dk
Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse. Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab. Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Stærk søgning til Hernings nye uddannelses- og sundhedshus SUND+6.7.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Til september åbner SUND+ i Herning, hvor kommende sygeplejersker, radiografer og læger for første gang skal samles under ét tag.
Tidlig pubertet kan øge risikoen for depression hos både piger og drenge2.7.2026 11:37:55 CEST | Pressemeddelelse
Det er ikke kun højden, brysterne og stemmen, der ændrer sig i puberteten. Tidspunktet for, hvornår puberteten begynder, kan også have betydning for børn og unges risiko for at udvikle depression, viser et nyt studie fra Aarhus Universitet.
Gigantiske ryghvirvler fra Gram Lergrav giver ny viden om forhistorisk kæmpehaj30.6.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
De største hajhvirvler, forskere nogensinde har set, er dukket op efter at have været væk i over 40 år. Nu kaster de nyt lys over den sagnomspundne Megalodon.
Kan tarmbakterier genoprette immunforsvaret ved skrumpelever?29.6.2026 13:10:19 CEST | Pressemeddelelse
Adjunkt Sidsel Støy fra Institut for Klinisk Medicin modtager en Clinical Emerging Investigator-bevilling fra Novo Nordisk Fonden til forskning i tarmbakterier, immunforsvaret og skrumpelever.
Hun vil undersøge, om antistoffer kan skade kroppen indefra29.6.2026 13:08:55 CEST | Pressemeddelelse
Lektor Stinne Greisen fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet modtager 4,4 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond. Med bevillingen skal hun undersøge, om nogle særlige antistoffer spiller en større rolle i bindevævssygdomme, end man hidtil har troet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum