Kom og oplev Aarhus Universitets Institut for Fødevarer på Madens Folkemøde 2026
15.4.2026 11:46:33 CEST | Aarhus Universitet Technical Sciences | Pressemeddelelse
Smag, se, mærk og oplev fremtidens fødevarer i første række, når Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet tager til Madens Folkemøde 2026 i maj.

Af: Kimie Kongsøre
Er du vild med at vide, hvad der rører sig inden for fremtidens fødevaretendenser? Så kan du godt begynde at glæde dig! Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet (AU FOOD) deltager nemlig på dette års Madens Folkemøde, hvor vi stiller op med friske smagsprøver, forbrugerundersøgelser, sjove planter at se og røre ved, og et helt hold af knivskarpe forskere fra vores institut, der glæder sig til at møde dig og fortælle om alt det, der rører sig inden for deres felt.
Fremtidens fødevarer i fokus
I år er temaet i teltet ’fremtidens fødevarer’ med særligt fokus på proteiner og nytænkning af, hvordan vi ser, smager og skaber mad i fremtiden. Men hvorfor er det egentlig vigtigt? Fordi vores måde at producere og spise mad på er under forandringer. Klimaforandringer, ressourceknaphed og nye forbrugsvaner stiller nye krav til, at vi tænker anderledes – især når det gælder proteiner, som er en central del af vores kost.
Når du besøger teltet, får du derfor mulighed for selv at opleve, hvordan forskning er med til at forme og udvikle fremtidens fødevarer. Du kan smage, mærke og blive klogere på nogle af de løsninger, der kan være med til at sikre både bæredygtighed, kvalitet og gode smagsoplever, når vi sætter os til bords i fremtiden.
Hvad kan du opleve i teltet?
Fra den 21-23. maj 2026 inviterer vi dig inden for i vores telt, hvor vi tager dig med på en rejse gennem fremtidens fødevarer med særligt fokus på proteiner.
Som en rød tråd i aktiviteterne stiller vi det centrale spørgsmål: Hvad skal der til for, at et protein kan blive til en fødevare? Og svaret er langt fra enkelt – det udfolder sig gennem en række spændende cases, hvor du kan møde forskerne bag og selv opleve fødevareforskningen i praksis.
Kan man bage en kage uden æg?
I vores første case dykker vi ned i planteproteiner, når de i sammensatte fødevarer erstatter æg. Her kan du blive klogere på, hvorfor æg er så svære at erstatte, og hvilke funktioner proteiner skal kunne opfylde i madlavning. Du kan opleve hvordan proteiner kan danne skum, emulsioner og geler – og selvfølgelig smage kage bagt med planteproteiner som ægerstatning. Samtidig kan du gå på opdagelse i råvarer som soja, lupin, linser og kikærter og høre, hvorfor forskningen i plantebaserede alternativer er vigtigt for fremtidens fødevarer.
Kan vi bage brød med andre kornsorter end hvede?
I en anden case sætter vi fokus på byg og undersøger, om alternative kornsorter kan spille en større rolle i fremtidens brød. Her kan du smage brød bagt med byg, hvede og rug, og deltage i forbrugerstudier og blive klogere på, hvad der sker med proteinerne i dejen. Du får også indblik i, hvordan forskning i korn og proteiner kan bidrage til mere bæredygtige fødevaresystemer i fremtiden.
Kan søde kartofler få en større plads på tallerkenen?
Vi stiller også skarpt på søde kartofler og deres potentiale i fremtidens måltider. Hvad er forskellen på søde kartofler og almindelige kartofler? Kan de dyrkes i Norden? Og hvordan kan de bidrage til større diversitet på vores tallerken og i vores mad? Her får du rig mulighed for at smage sprøde chips lavet af søde kartofler, og se de sjove planter helt tæt på.
Er kultiveret kød et bud på fremtidens protein?
Til sidst kan du blive klogere på kultiveret kød som et muligt alternativ til traditionel kødproduktion i fremtiden. Her sætter vi fokus på klimaaftryk og ressourceforbrug og giver indblik i, hvordan proteiner indgår i udviklingen af kultiveret kød. Du kan blandt andet se visuelle eksempler på CO2-aftryk fra forskellige produktionsformer og få en bedre forståelse af de udfordringer og muligheder, der ligger i fremtidens animalske fødevarer.
Undervejs vil du møde forskere fra en bred vifte af instituttets forskningsgrupper, som står klar til at dele deres viden, svare på spørgsmål og give dig et unikt indblik i noget af den nyeste fødevareforskning – friskt serveret.
Vi glæder os til at se dig til tre dage fyldt med smag, viden og oplevelser!
Praktisk information
Åbningstider
Torsdag den 21. maj: 14:00-18:00
Fredag den 22. maj: 10:00-18:00
Lørdag den 23. maj: 10:00-15:00
Adgang til Madens Folkemøde er gratis.
Adresse
Torvet, 4800 Nykøbing Falster
Institut for Fødevarer har teltplacering på: Kirkepladsen
Besøg Madens Folkemøde officielle hjemmeside på: https://www.madensfolkemode.dk/
Nøgleord
Kontakter
Kimie KongsøreJournalist & Science Communicator v. Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet
Tlf:+45 20 84 43 63kiko@food.au.dkFølg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Forskere fra Aarhus Universitet stiller faglig viden om svineproduktion til rådighed13.5.2026 15:40:46 CEST | Pressemeddelelse
I forbindelse med TV2-dokumentaren Hvem passer på grisene og den aktuelle debat om dansk svineproduktion stiller forskere fra Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet sig til rådighed for medierne.
Nyt forskningsprojekt skal afdække langsigtede effekter af biokul i dansk landbrug6.5.2026 10:17:12 CEST | Pressemeddelelse
Mandag den 4. maj inviterede Aarhus Universitet indenfor på AU Askov til kick-off event på et nyt projekt, der skal afdække langtidseffekterne af brug af biokul i dansk landbrug.
Dykkere, forskere og droner undersøger kvælstof i Roskilde Fjord4.5.2026 16:49:15 CEST | Pressemeddelelse
Et internationalt forskerhold ledet af AU Risø undersøger i denne uge, hvordan kysten tilbageholder en del af kvælstoffet fra åerne. Det kan ændre vores opfattelse af, hvordan kvælstof ledes ud til dybere områder og forårsager iltsvind.
Aarhus Universitet og VIA går sammen om at styrke erhvervskontakten for ingeniøruddannelser4.5.2026 11:37:17 CEST | Pressemeddelelse
Uddannelsesdekan for VIA’s ingeniøruddannelser i Horsens, Lotte Thøgersen, bliver i en del af sin arbejdstid udlånt til Aarhus Universitet, hvor hun skal styrke samarbejdet om uddannelser med erhvervslivet.
Nyt gennembrud kan ændre, hvordan vi nedbryder “evighedskemikalier”4.5.2026 09:42:16 CEST | Pressemeddelelse
Forskere har identificeret hydrogenradikaler som nøglen til at nedbryde PFAS. Det baner vejen for mere effektive og kemikaliefrie løsninger til vandrensning.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum