Forskere tager igen temperaturen på danskernes seksuelle sundhed og trivsel
13.4.2026 08:00:00 CEST | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse
Mere end 250.000 danskere vil snart modtage et spørgeskema fra befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS. Formålet er at kortlægge danskernes seksuelle erfaringer og skabe ny viden om, hvordan det intime liv spiller sammen med både sundhed og sygdom.

Et godt sexliv kan styrke livsglæde og trivsel og give modstandskraft i perioder med sygdom og modgang. Omvendt kan seksuelle problemer skabe mismod, og ubeskyttet sex kan føre til seksuelt overførte infektioner. Men hvilken rolle spiller det intime liv for vores samlede helbred? Og hvordan påvirker det vores psykologiske og sociale robusthed?
Det er spørgsmål som disse, forskere fra Statens Serum Institut og Aalborg Universitet i regi af Projekt SEXUS har forsøgt at belyse siden 2017. Her lød startskuddet til verdens største fortløbende befolkningsundersøgelse med fokus på seksuel sundhed. 62.675 danskere i alderen 15-89 år deltog og besvarede spørgsmål om deres seksuelle lyster, erfaringer og udfordringer.
Det er nu blevet tid til at følge den første SEXUS-undersøgelse op med en ny dataindsamling, som dels vil kortlægge udviklingstendenser i befolkningens seksuelle erfaringer, dels belyse det komplekse samspil mellem sex og helbred i forskellige livsfaser.
En kvart million danskere får invitation
Godt og vel en kvart million danskere får mulighed for at deltage i undersøgelsen, og det gælder både gengangere fra SEXUS-1 og nye, tilfældigt udvalgte danskere i aldersgruppen 15-89 år. Den nye dataindsamling går for alvor i gang mandag den 13. april, hvor det opdaterede spørgeskema vil lande i de første digitale postkasser.
"Vi har virkelig glædet os til at skyde SEXUS-2 i gang, og vi håber på den samme flotte opbakning fra befolkningen som for otte år siden. Seksuel sundhed er et overset emne, og med verdens største forløbsundersøgelse på området har vi enestående muligheder for at tage temperaturen på danskernes seksuelle livssituation og belyse sexlivets betydning for både sundhed og sygdom, herunder risikoen for seksuelt overførte infektioner," siger projektleder Morten Frisch, der er overlæge ved Statens Serum Institut og adjungeret professor ved Aalborg Universitet.
Paradoksalt lidt viden om danskernes seksuelle udvikling
Siden de første resultater fra SEXUS-1 blev offentliggjort i 2019, har projektet kastet lys over seksualitetens vilkår i forskellige aldre og livssituationer.
For flere patientgrupper har undersøgelsen medvirket til at nedbryde tabuer og sætte oversete seksuelle problemstillinger på dagsordenen, og SEXUS-undersøgelsens resultater indgår i dag som et referencemateriale i skolernes seksualundervisning. Data fra undersøgelsen har desuden bidraget til at forklare udviklingen i sexsygdommen mpox, ligesom Projekt SEXUS har lagt grunden til nye anti-diskriminationsinitiativer fra Ligestillingsministeriet.
Men der er stadig meget, vi ikke ved, og derfor er det afgørende at fortsætte indsatsen. Det siger læge og sexologiprofessor fra Aalborg Universitet, Christian Graugaard:
"Vi lever i en seksualiseret tidsalder, men vi ved paradoksalt lidt om helt almindelige danskeres seksuelle udvikling fra tidlig ungdom til sen alderdom. Med SEXUS-undersøgelsen indsamler vi internationalt unikke data, som vil hjælpe os til at fremme seksuel sundhed og trivsel i alle aldre."
Dataindsamlingen i SEXUS-2 løber frem til efteråret 2026.
Fakta om Projekt SEXUS
- Danskernes seksuelle sundhed er den bedst belyste i verden – og det skyldes befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS, som er et forskningssamarbejde mellem Statens Serum Institut og Aalborg Universitet
- Hovedresultaterne fra den første dataindsamling i 2017-2018 findes frit tilgængelige i den 764 sider lange rapport ”Sex i Danmark. Nøglefund fra Projekt SEXUS 2017-2018”
- Mere end en kvart million danskere mellem 15 og 89 år vil i løbet af 2026 blive inviteret til at deltage i anden runde af Projekt SEXUS
- SEXUS-undersøgelsen har givet ny viden om seksualitetens betydning i forskellige livsfaser, øget fokus på seksuelle udfordringer blandt kronisk syge og handicappede, bedre muligheder for at forebygge seksuelt overførte infektioner og seksuelle overgreb, mere kvalificeret seksualundervisning i landets skoler og skærpet politisk interesse for seksuelle mindretals livsvilkår
- Projekt SEXUS har givet anledning til hundredvis af avisartikler, et utal af tv- og radioprogrammer og hele to teaterforestillinger
- SEXUS-undersøgelsen har resulteret i en lang række videnskabelige publikationer om samspillet mellem sex, livsstil og helbred
- Forskerne bag Projekt SEXUS modtog i 2023 en international forskningspris og blev i 2025 hædret med ”Årets Laks” for deres kortlægning af homofobiske holdninger i Danmark
Nøgleord
Kontakter
Morten FrischOverlæge ved Statens Serum Institut og adjungeret professor ved Aalborg Universitet.
Tlf:32 68 31 60mfr@ssi.dkChristian Graugaard
Læge og professor ved Aalborg Universitet
Nina HermansenPresseansvarlig, Aalborg Universitet
Tlf:22940459ninah@adm.aau.dkJoram G. MenzerPresseansvarlig, Statens Serum Institut
Tlf:32 60 11 23Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Én blodprøve kan bane vejen for mere effektiv behandling af lungekræft20.5.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Et stort og internationalt forskningsprojekt med Aalborg Universitet i spidsen skal ved hjælp af kunstig intelligens udvikle en digital tvilling, der kan forudsige, hvordan lungekræft udvikler sig hos den enkelte patient. Det vil give læger et langt bedre beslutningsgrundlag for behandlingen.
Artikel i Nature Reviews: Standardbehandling svigter de mest smerteplagede patienter18.5.2026 06:01:51 CEST | Pressemeddelelse
I en oversigtsartikel i Nature Reviews Rheumatology giver forskere fra Aalborg Universitet en forklaring på, hvorfor standardbehandlinger ikke er løsningen for alle med kroniske smerter. Smerterne opstår typisk ikke ét sted i kroppen, men i et komplekst samspil mellem krop, hjerne og psykosociale faktorer.
Husk servicefradraget: Reparation af hårde hvidevarer sparer både Co2 og kroner13.5.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er godt for både bankkonto og klima, hvis du husker at bruge servicefradraget. Og du kan lige nå det inden fristen udløber 20. maj.
Ny jordstation styrker Danmarks position i rummet11.5.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Aalborg Universitet bygger Danmarks største anlæg til kommunikation med satellitter og rumfartøjer.
Hvem er Danmarks bedste unge hacker?9.5.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nationens bedste cybersikkerhedstalenter dyster i dag om titlen som Danmarks bedste unge hacker samt om en plads på Cyberlandsholdet i en 10 timer lang og intens konkurrence.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum