OK26: Aftale på plads for ansatte i kommunerne
25.2.2026 18:02:41 CET | Danmarks Lærerforening | Pressemeddelelse
Parterne er enige om en aftale for kommunalt ansatte med en samlet økonomisk ramme på 9,2 pct. Aftalen giver bl.a. generelle lønstigninger på 6,27 pct. over tre år samt 2 pct. til organisationsmidler. Formanden for Danmarks Lærerforening er tilfreds med resultatet.
Efter 13 dages langstrakte forhandlinger er parterne på det kommunale område blevet enige om en treårig aftale, der omfatter alle kommunalt ansatte.
”Jeg er tilfreds med, at vores kollegaer i kommunerne kan se frem til en mærkbar lønstigning, og at vi bl.a. får fordoblet antallet af dage, man kan være hjemme med sit syge barn,” siger formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.
Aftalen har en samlet økonomisk ramme på 9,2 procent samt en teknisk korrektion på 0,2 procent. Den rummer blandt andet generelle lønstigninger på 6,27 procent over tre år samt indførelse af barnets 0. og 3. sygedag, så forældre fremover kan være hjemme med barnet på hjemkaldelsesdagen og tre dage derefter.
Derudover etableres en fritvalgsordning fra januar 2028, hvor det nye er en ret til en fritvalgsdag for alle, der ikke har børneomsorgsdage eller seniordage. Aftalen på det kommunale område rummer også forbedringer på fx barsel.
”Overordnet er det en aftale, der sikrer de ansatte i kommunerne en fornuftig lønudvikling i de kommende år. Samtidig rummer den nogle nybrud, hvor vi tager vigtige skridt i retning af at skabe øget fleksibilitet for den enkelte medarbejder,” siger Gordon Ørskov Madsen.
Han oplyser, at de seneste uger har budt på hårde forhandlinger, hvor lønmodtagerne har kæmpet for at fastholde de vigtige resultater, som statens gennembrudsforlig den 11. februar banede vejen for.
”Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi også er blevet mødt med hård modstand, hvor vi virkelig har måttet stå fast. Jeg er stolt af, at vores fællesskab igen har vist sin styrke og givet resultater,” siger Gordon Ørskov Madsen.
Med det generelle forlig på det kommunale område på plads mangler nu det sidste generelle forlig for de regionalt ansatte.
Derudover skal de enkelte organisationer – herunder Danmarks Lærerforening – i de kommende uger forhandle de særlige aftaler, der gælder for de enkelte faggrupper.
I den generelle aftale for kommunerne er der afsat 2 procent til organisationsforhandlingerne. De kommer i spil til de kommende organisationsforhandlinger, forklarer Gordon Ørskov Madsen:
”Når vi afsætter 2 procent til organisationsforhandlingerne, handler det om at give os selv et godt handlerum. Jeg forventer, at størstedelen af de afsatte midler vil gå til løn. Men der er bestemt også andre vigtige emner, som vi nu skal til at forhandle. Fx arbejdsmiljø og arbejdstid.”
Den skønnede inflation i perioden er på omkring 4,36 procent. Dermed kan lønmodtagerne forvente en reallønsforbedring i perioden plus værdien af de lønstigninger, der kan komme med de specielle forhandlinger.
Kontakter
Mads Kaltoft OhstenPresse- og kommunikationskonsulent
Tlf:28492701mko@dlf.orgFølg pressemeddelelser fra Danmarks Lærerforening
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Lærerforening
DLF: Økonomiaftalen giver mulighed for at styrke folkeskolen18.6.2026 11:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Den nye økonomiaftale mellem KL og regeringen fortsætter en positiv udvikling med investeringer i velfærden. Ifølge Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, er der nu mulighed for at styrke folkeskolen – men det kræver, at kommunerne investerer i flere uddannede lærere og bedre rammer for undervisningen.
Lærerformand: “Milliardinvesteringer og indsatser for flere lærere vil gøre en afgørende forskel for folkeskolen”2.6.2026 16:10:47 CEST | Pressemeddelelse
Den nye regering vil styrke folkeskolen med milliardinvesteringer, en ny finansieringsmodel for skolen og et partnerskab for flere uddannede lærere. Det kommer til at gøre en afgørende forskel for folkeskolen, siger en begejstret formand for Danmarks Lærerforening.
Investeringer i folkeskolen kan på sigt øge arbejdsudbuddet med 6.000 personer og velstanden med 6,6 milliarder26.5.2026 07:37:44 CEST | Pressemeddelelse
Investerer en ny regering 5 milliarder i folkeskolen, så lærerne kan sikre, at flere består afgangsprøverne, vil det frem mod 2070 øge arbejdsudbuddet og velstanden, viser en ny rapport fra AE-rådet. “Investeringer i de unges livsmuligheder er den bedste investering, vi kan foretage os,” siger lærerformand Gordon Ørskov Madsen.
Ny undersøgelse: Tolærertimer vil styrke elevers faglighed og trivsel20.5.2026 07:00:03 CEST | Pressemeddelelse
Et overvældende flertal af folkeskolelærerne ser to lærere i dansk og matematik som en god løsning til at styrke elevernes faglige niveau og trivsel – helt nødvendigt, at en ny regering styrker undervisningen, lyder det fra Danmarks Lærerforening.
Elevernes faglighed bør være øverst på dagsordenen i regeringsforhandlingerne29.4.2026 13:59:20 CEST | Pressemeddelelse
Det er afgørende, at en ny regering investerer i at styrke undervisningen og elevernes faglige niveau – det handler om elevernes videre livsmuligheder, lyder det fra Danmarks Lærerforening.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum