18-årig svømmer er Årets Fund i dansk idræt 2025
25.2.2026 14:14:45 CET | Danmarks Idrætsforbund | Pressemeddelelse
En prominent navneliste bliver nu udvidet med svømmeren Martine Damborg, der i dag har modtaget Danmarks ældste idrætspris, Årets Fund, som uddeles af Politiken, Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.

Fælles pressemeddelelse fra DIF og Team Danmark:
Guld-Harald har vundet den. Hele Danmarks Miss Sunshine, Caroline Wozniacki, har vundet den. Verdens bedste håndboldspiller, tre gange i træk, Mathias Gidsel, har vundet den.
Det er altså et fint selskab, der nu bliver udvidet med svømmeren Martine Damborg, som i dag har modtaget Danmarks ældste idrætspris, Årets Fund.
Den blot 18-årige svømmer modtog i dag prisen foran ni andre nominerede ved en prisfest på Falkonergården Gymnasium på Frederiksberg.
"Det betyder rigtig meget for mig at vinde den her pris. Det er helt vildt, at mine præstationer bliver anerkendt på den måde og har betydning for andre mennesker, og at mine mange træningstimer giver pote. Tak til mine venner, familie og trænere. Jeg kunne ikke have gjort det alene," siger Martine Damborg på scenen på Falkonergården Gymnasium, hvor hun selv til daglig er elev.
Prisen, der bliver uddelt af Team Danmark, Dansk Idrætsforbund og Politiken, blev grundlagt helt tilbage i 1929 og er siden dengang blevet uddelt hvert år, på nær mellem 1961 og 1970 samt i 2020 grundet Corona.
Prisen som Årets Fund 2025 går til Martine Damborg for sin evige dedikation til sporten og hendes store præstationer på både junior- og seniorniveau i 2025. Således svømmede hun - ved EM på kortbane i starten af december - sig helt til tops, da hun først vandt guld i 50 meter butterfly, hvor hun satte den 11. bedste tid nogensinde, og efterfølgende tog en medalje af samme karat i den dobbelte distance.
”Årets Fund er en af de mest spændende priser, fordi vi kigger i krystalkuglen og ind i fremtiden og ser på, hvem der har de største potentialer til at blive fremtidens store danske sportsstjerner. Martine Damborg har allerede en OL-deltagelse og to EM-guldmedaljer på højeste niveau på CV’et, og nu skriver hun sig ind i historiebøgerne,” siger Morten Mølholm Hansen, der er adm. direktør i Danmarks Idrætsforbund og med i prisens dommerkomité. Han fortsætter:
”Jeg er sikker på, at Martine Damborgs talent vil begejstre danskerne med flotte svømmebedrifter i fremtiden. Stort tillykke til Martine, til svømmeunionen, hendes klub og trænere – og også tillykke til de ni andre nominerede fund.”
Samme begejstring for svømmekometen deler Team Danmarks repræsentant i dommerkomiteen, sportsdirektør Lars Balle Christensen.
”Martine er et ekstremt alsidigt talent, der allerede har vist et stort potentiale og præsteret resultater på højeste internationale niveau. Martine er den helt rigtige vinder af Årets Fund, og vi glæder os i Team Danmark til at følge og samarbejde med hende og hendes trænere de kommende år,” siger Lars Balle Christensen.
Martine Damborg træder ind i en klub, hvor netop svømmere i forvejen er flot repræsenteret med 11 tidligere modtagere af prisen.
Med prisen som Årets Fund følger 75.000 kroner. Nummer to i kapløbet om titlen som Årets Fund blev golfspilleren Rasmus Neergaard-Petersen, mens BMX-rytteren Magnus Dyhre blev nummer tre. De modtager hhv. 25.000 og 12.500 kroner.
De øvrige nominerede var Alba Hurup Larsen (automobilsport), Karen Kærgaard Nielsen (bowling), Sofie Louise Dam Marcusen (bueskydning), Victor Froholdt (fodbold), Julie Scaglione (håndbold), Sara Aagaard Hyrm (dressur) og Rasmus Vestergaard Johansen (skeleton).
Yderligere kommentarer:
Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark, 25145640
Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i DIF, 21663774
Christian Heide-Jørgensen, sportsredaktør hos Politiken, 30103250
Fakta om Årets Fund
Årets Fund er Danmarks ældste idrætspris, som uddeles årligt til et lysende talent i dansk eliteidræt. Prisen blev uddelt første gang i 1929. Team Danmark, Danmarks Idrætsforbund og dagbladet Politiken står i fællesskab bag prisen.
Læs mere og se tidligere vindere her: https://www.teamdanmark.dk/talent/aarets-fund
Nøgleord
Kontakter
Jakob DraminskySouschef
Tlf:28893678jdr@dif.dk
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Foreningsliv giver selvtillid: idrætsaktive børn rækker oftere hånden op i skolen16.5.2026 08:28:41 CEST | Pressemeddelelse
Børn der går til idræt er mere klar på at byde ind i skolen, selvom de ikke kender svaret, viser en undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier. Særligt blandt drengene højner idrætsdeltagelsen selvtillid og selvværd. DIF ønsker politisk opbakning til at styrke samspil mellem uddannelsesinstitutioner og idrætsforeninger.
Nye anbefalinger fra DIF skal få flere unge til at vælge bestyrelsesarbejdet til9.5.2026 13:21:38 CEST | Pressemeddelelse
På weekendens årsmøde har DIF præsenteret nye anbefalinger til, hvordan de unge får mere indflydelse i forbund og foreninger. De unge skal føle, at de kan gøre en forskel, fortæller Gustav fra DIF’s Udviklingsråd for Unge.
Bordtennis Danmark vinder DIF-prisen som Årets Specialforbund 20269.5.2026 12:37:38 CEST | Pressemeddelelse
Stor medlemsfremgang særlig blandt de unge, et godt år sportsligt og flere klubber der tilbyder træning for 60+ var de overbevisende resultater, der betød, at Bordtennis Danmark fik flest stemmer, da 63 forbund afgjorde, hvem der er Årets Specialforbund 2026. Danmarks Motor Union og Dansk Golf Union var også nomineret til prisen.
Presseinvitation: Akkreditering til DIF DM-ugen 267.5.2026 11:11:01 CEST | Pressemeddelelse
Sæt kryds i kalenderen og akkreditér dig til DIF DM-ugen 2026, som finder sted i Herning 22. juni til 28. juni 2026.
Outdoorcentre på vej til hele landet7.5.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danskerne er mere aktive i naturen end nogensinde, men der mangler steder i skove og naturområder, som idrætsudøvere og andre friluftsmennesker kan bruge. Det skal en donation på godt 100 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden ændre på.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum