Elefanter indbragte 1,7 mio. kroner til Psykiatrifonden
25.2.2026 23:31:45 CET | Psykiatrifonden | Pressemeddelelse
1.708.000 kroner blev det overvældende resultat, da Psykiatrifonden i aften fejrede sit 30-års jubilæum med deltagelse af H.M. Dronningen og i den sammenhæng bortauktionerede 30 elefant-kunstværker, dekoreret af en lang række dygtige kunstnere.

Moltkes Palæ i København dannede rammen om Psykiatrifondens 30-års jubilæum her til aften. I Den Gyldne Sal stod 30 elefanter, alle dekoreret af anerkendte danske kunstnere, der havde dedikeret deres kunst og navn til fordel for Psykiatrifondens arbejde.
Siden begyndelsen af februar har man kunnet byde online på elefanterne, og ud på aftenen kom de under hammeren hos auktionarius Peter Beck fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Auktionen endte med det overvældende resultat 1.708.000 kroner.
Et par særlige højdespringere var kunstnerduoen Some Other Waves' kunstværk "Underværker", der gik for 120.000 kroner, og kunstneren Mikael B's "Inner World", der gik for 125.000 kroner.
En af Danmarks mest markante billedhuggere Bjørn Nørgaard havde dekoreret værket "Order + Chaos) / Natura = Loxodanta Cyclotis", som blev solgt for 55.000 kroner.
Læs om alle kunstnerne, og se deres kunstværker her
Kunstværkerne er 30 cirka 70 cm høje elefantfigurer, som på hver deres unikke måde repræsenterer udtrykket “elefanten i rummet”, der i denne sammenhæng dækker over, at psykisk sygdom fortsat kan være vanskelig at tale åbent om.
Dronningen understreger betydningen af åbne fællesskaber
Hendes Majestæt Dronningen har været Psykiatrifondens protektor i 20 år, og Dronningen deltog derfor i den første del af jubilæumsarrangementet. I sin tale til Psykiatrifonden sagde Dronningen blandt andet, at samtaler med mennesker med psykisk sygdom har været lærerige og værdifulde:
"Fælles for dem, jeg har mødt, har været betydningen af at indgå i åbne, inddragende og respektfulde fællesskaber, hvor de har følt sig trygge og værdsatte."
Forandring kræver brud med tavsheden
Behovet for hjælp til mennesker med psykisk sygdom eller psykiske udfordringer har altid været der. Men når ingen taler om det, er det et usynligt problem. Derfor blev Psykiatrifonden skabt af afdøde psykiater Jes Gerlach, sagde Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold blandt andet i sin jubilæumstale:
"I 1996 oplevede psykiater Jes Gerlach alt for ofte, at hans patienter og deres familier manglede information om psykisk sygdom, der var til at forstå - og han vidste, at først når vi bryder tavsheden og taler åbent om psykisk sygdom, kan vi kaste lys på problemet og begynde at forandre."
30 års arbejde for at nedbryde tabuer
Udover kongelig tilstedeværelse og kunstauktion fejrede Psykiatrifonden sit 30-års jubilæum med en velgørenhedsmiddag. Værtsparret Thomas Skov og Mads Steffensen, kendt fra tv og radio, tog hånd om den gode stemning, og undervejs spillede de danske musikere Andreas Odbjerg og Aura Dione.
Jubilæumsfejringen markerer 30 års arbejde for at nedbryde tabuer og støtte mennesker berørt af psykisk sygdom. Meget er sket siden 1996, hvor Psykiatrifonden blev etableret, men psykisk sygdom er stadig ofte "elefanten i rummet" - den er svær at tale om, selvom den fylder og har store konsekvenser for manges liv.
Evenues, som forpagter Moltkes Palæ, har stillet lokale, personale og forplejning til rådighed for Psykiatrifondens jubilæums- og velgørenhedsmiddag, ligesom Bruun Rasmussen Kunstauktioner har stillet sig frit til rådighed i forbindelse med auktionen.
Nøgleord
Kontakter
Sarah BossPressechef
Tlf:23712688scb@psykiatrifonden.dkBilleder


Følg pressemeddelelser fra Psykiatrifonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Psykiatrifonden
Forfærdeligt, siger formand: Tvang i psykiatrien stiger markant blandt kvinder og børn22.5.2026 13:24:53 CEST | Pressemeddelelse
Kvinder er udsat for tvang i psykiatrien dobbelt så ofte som mænd, og brugen af tvang over for børn og unge er steget med syv procent. Samtidig er tvangsindlæggelser af børn og unge fordoblet trods ambitioner om det modsatte. "Det er forfærdeligt. Man siger, man vil nedbringe anvendelsen af tvang, og i stedet fordobler man den”, siger Psykiatrifondens formand Torsten Bjørn Jacobsen.
Beredskabsugen: Psykiatrifondens rådgivere taler med urolige danskere6.5.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
“Min kæreste er ude at rejse – er det nu sikkert?” Eller: “Jeg har ikke hørt fra min familie i Iran længe - det gør mig bange.” Verdens uro rammer manges tanker og følelser. Det mærker man i Psykiatrifondens rådgivning. Her er rådgiverne klar til en uge i beredskabets tegn, hvor også sirenerne onsdag middag kan være svære for nogle.
Psykiatrifonden får ny kommunikationsdirektør29.4.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Psykiatrifonden byder den 1. maj velkommen til sin nye kommunikationsdirektør Sune Prahl Knudsen. Han skal være med til at styrke og løfte Psykiatrifondens rolle som den største og samlende stemme for mennesker med psykisk sygdom.
Chatbots indtager de sårbare rum – Psykiatrifonden efterlyser sikkerhedsnet17.4.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere unge taler i dag med chatbots om psykisk trivsel. Det viser en ny undersøgelse fra Psykiatrifonden. Samtidig vokser bekymringen for, hvordan teknologien påvirker mennesker, der har det svært. Derfor opfordrer Psykiatrifonden til klare regler og stærke sikkerhedsnet, før chatbots i større omfang bruges i samtaler om psykisk sygdom og personlige kriser. Psykiatrifonden lancerer i dag et webunivers om fordele, faldgruber og etiske dilemmaer ved at bruge en chatbot som terapeut.
Anne Lindhardt 80 år den 10. april8.4.2026 13:11:22 CEST | Pressemeddelelse
På fredag fylder tidligere formand for Psykiatrifonden, psykiater Anne Lindhardt, 80 år. Gennem et langt arbejdsliv har hun været drevet af en stærk nysgerrighed og en vedvarende tro på det gode i mennesket.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum