Red Barnet: Børn i Ukraine er ængstelige og bange efter tusinder af timer med alarmer i forbindelse med luftangreb
23.2.2026 21:55:00 CET | Red Barnet | Pressemeddelelse
De seneste fire år har børn i Ukraine i gennemsnit oplevet, hvad der svarer til næsten et halvt år med uafbrudte alarmer i forbindelse med luftangreb. Den konstante frygt sætter dybe spor hos tusindvis af børn i Ukraine.

Siden den 24. februar 2022 har Ukraines børn betalt en alt for høj pris i en krig, de ikke har nogen andel i. De seneste fire år har utallige af dem levet med konstant frygt for at miste deres kære og har fået frarøvet muligheder og den tryghed, som børn har ret til.
Det skyldes ikke mindst de ufatteligt mange luftangreb mod ukrainske byer, som gang på gang har aktiveret alarmer og varslinger og ført til, at børn har måttet leve med frygten for bombardementer og angreb. Ifølge en opgørelse fra Red Barnet har børn i Ukraine de seneste fire år i gennemsnit oplevet 4.000 timer med alarmer i forbindelse med luftangreb (1).
Forældre og Red Barnet-ansatte i Ukraine fortæller, at børn er både bange og ængstelige som følge af de konstante trusler fra luften, og at nogle børn har udviklet mave-tarm-lidelser som følge af stress. Særligt de seneste måneder har budt på et stigende antal varslinger om luftangreb, hvilket kun har forstærket det psykologiske pres, som børn og deres familier har levet med i fire år.
Børn, som lever nær frontlinjen samt i Kyiv-regionen, har været hårdest udsat. De har oplevet omkring 7.000 timer med aktive advarsler og varslinger om luftangreb, hvilket svarer til over ni måneder med uafbrudte alarmer i forbindelse med luftangreb ifølge analysen af de officielle data vedrørende Ukraines luftalarmer (2).
Børns nervesystem er udmattede
Alarmerne, der advarer befolkningen om blandt andet missilangreb, kan blive igangsat flere gange om dagen. De forstyrrer jævnligt børns skolegang, men oftest er alarmerne blevet aktiveret om aftenen eller i nattetimerne, hvilket har frarøvet mange børn både deres nattesøvn og mulighed for at føle sig trygge.
De mange alarmer betyder, at familier skal beslutte, om de vil søge dækning i beskyttelsesrum, kældre eller underjordiske togstationer med begrænset adgang til vand, strøm og varme. Mange familier er dog udmattede efter flere år med bombardementer og alarmer, og de vælger i stigende grad mindre sikre alternativer så som at søge dækning på deres badeværelser eller ude i korridoren – væk fra de mere udsatte dele af deres hjem.
Det gælder blandt andet 8-årige Anastasiia*, der sammen med sin familie blev nødt til at flygte fra familiens hjem i Zaporizjzja-regionen til Zaporizjzja by, da fuldskalakrigen begyndte. Som mange andre børn nær frontlinjen har Anastasiia lært at leve med urolige nætter, som jævnligt afbrydes af eksplosioner som følge af drone- eller missilangreb. Når alarmerne lyder om natten, rykker hun og familien ud i korridoren, hvor de sover, indtil der bliver stille igen – en rutine, som er blevet bekymrende normal for mange familier i Ukraine.
– Det er en konstant følelsesmæssig belastning. Vi voksne mærker det, men børnene mærker det endnu dybere. Deres nervesystem er udmattet, og når børn hører en eksplosion, bliver de bekymrede, de bliver nervøse, siger Anastasiias mor, Veronika*.
Brug for stort fokus på mental sundhed
De seneste fire års krig har gjort tilværelsen med konstant frygt og uro til ”en ny normal” for mange børn i Ukraine. I 2024 viste en undersøgelse fra Red Barnet, at over fire ud af ti børn led af psykosocial mistrivsel; nogle børn udviklede taleforstyrrelser og ukontrollerbare tics, mens andre led af voldsomme mareridt.
Der er ikke nogen tvivl om, at de seneste fire års krig har haft voldsomme konsekvenser for børn i Ukraine, pointerer Anne Margrethe Rasmussen, chef for Red Barnets arbejde i Østeuropa.
– Alt for mange børn i Ukraine får en barndom præget af frygt og en følelse af at befinde sig i et konstant alarmberedskab. Deres hverdag er fyldt med alarmer og angreb, der er blevet en vedvarende påmindelse om den livsfare, de befinder sig. Det skaber en tumultarisk hverdag, hvor de får frarøvet store dele af deres skolegang, nattesøvn og barndom, siger Anne Margrethe Rasmussen og fortsætter:
– Derfor er det enormt vigtigt, at vi tager hånd om børnene i Ukraine og giver dem støtte og tryghed i en hverdag præget af frygt og usikkerhed, fastslår Anne Margrethe Rasmussen.
Hun peger på, at Red Barnet med finansiering fra det danske udenrigsministerium blandt andet har været med til at etablere beskyttelsesrum i skoler og institutioner – særligt i området omkring Mykolajiv. Men der gøres også en stor indsats i forhold til at styrke børns mentale sundhed.
Blandt andet har Red Barnet sammen med den ukrainske organisation Istok sørget for efteruddannelse af både lærere og pædagoger, så de bliver bedre klædt på til at håndtere mentale skader og styrke børns mentale helbred.
Sammen med en række lokale partnerorganisationer driver Red Barnet også børnevenlige områder, hvor børn kan få et dybt tiltrængt afbræk fra krigens rædsler. Herunder ved at lege eller deltage i undervisningsaktiviteter og modtage psykosocial støtte, hvilket både giver mulighed for tryghed, læring og følelsesmæssig lindring.
– Det er helt afgørende, at vi har fokus på børnenes mentale sundhed for at håndtere de mange usynlige men alvorlige ar, som den voldsomme krig har efterladt hos børn i Ukraine, siger Anne Margrethe Rasmussen og fortsætter:
– For hvis børnene ikke får den nødvendige støtte, kan konsekvenser følge dem langt ind i voksenlivet. Der er behov for en omfattende indsats, så børnene kan få den hjælp, beskyttelse og støtte, de har brug for til at genopbygge deres liv, så vi undgår, at en hel generation bærer rundt på krigens usynlige ar resten af livet.
Red Barnet har arbejdet i Ukraine siden 2014 og har opskaleret indsatsen betydeligt siden den 24. februar 2022. De seneste fire år har Red Barnet hjulpet over 4,7 millioner mennesker i Ukraine – herunder omkring 1,9 millioner børn – ved at levere livreddende nødhjælp og stå for uddannelse, beskyttelse og mental sundhedsstøtte.
*Navnene er anonymiseret for at beskytte familiens identitet.
NOTER OG DATA
[1] Data om varigheden af luftalarmer er hentet fra https://air-alarms.in.ua/en. Siden samler alarmer og varslinger fra officielle kilder. Dataene i denne pressemeddelelse omfatter kun officielle varsler.
[2] Data er et vægtet gennemsnit baseret på befolkningstal for følgende regioner: Donetsk, Kharkiv, Sumy, Dniprov, Zaporizka, Kherson, Odessa, Chernihiv, Mykolaiv og Kyiv-regionen.
Nøgleord
Kontakter
Laurids Bæk SimonsenPressechef
Tlf:2283 3692labs@redbarnet.dkOm Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Mere end halvdelen af danske børn er bekymrede for krig og kriser i verden: Det påvirker nattesøvnen og lysten til at gå i skole22.10.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Vold, krig, storpolitik og Donald Trumps ageren skaber bekymringer hos mange børn. Over halvdelen af de 9-17-årige er bekymrede eller bange for verdens alvorlige begivenheder, og det er især børn med lavere trivsel, der bliver påvirket, viser en ny undersøgelse fra Red Barnet. I en tid med et markant øget trusselsbillede skal vi sikre, at alle børn har voksne, de kan tale med om deres bekymringer.
Historisk kraftig El Niño truer med at presse millioner af afrikanske børn ud i alvorlig sult8.10.2026 10:28:48 CEST | Pressemeddelelse
De kommende måneder står vi over for en voldsom stigning i antallet af børn, der sulter i det østlige- og sydlige Afrika. Den skræmmende udvikling drives blandt andet af en særdeles voldsom El Niño. Der er omgående brug for forebyggende indsatser for at afbøde de store konsekvenser, advarer Red Barnet.
Nye Småbørnsklubber skal give flere familier en tryg start17.9.2026 16:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Lauritzen Fonden har igen valgt at støtte Red Barnets Småbørnsklubber. Her kan børnefamilier i udsatte positioner blive en del af et stærkt fællesskab, mens forældrene får viden, hjælp og støtte til rollen som småbørnsforældre. Erfaringer viser, at Småbørnsklubberne har en positiv betydning for børnenes trivsel og tilbyder forældrene et fællesskab med andre familier.
Ny undersøgelse: To ud af tre børn og unge oplever digitale krænkelser15.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På trods af et øget fokus på bagsiden af børns onlineliv kommer lige så mange børn og unge galt af sted som for to år siden. To ud af tre 9-17-årige har oplevet en digital krænkelse eller noget andet ubehageligt inden for det seneste år, viser en ny repræsentativ undersøgelse foretaget af Red Barnet og TrygFonden. For første gang giver undersøgelsen også et indblik i børn og unges brug af AI-chatbots og 9-12-åriges brug af platforme med en aldersgrænse på 13 år.
I dag samler omkring 8.000 danskere ind til udsatte børn i hele verden6.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Sult og klimakatastrofer er en del af alt for mange børns hverdag verden over. De kommende måneders kraftige El Niño kan forværre situationen yderligere for de familier, der i forvejen er mest udsatte. Derfor går tusindvis af frivillige på gaden i dag, søndag den 6. september, for at samle ind til Red Barnets årlige landsindsamling. Der er et stort behov for livsvigtig nødhjælp, nærende mad, skolegang og beskyttelse af de mest udsatte og sårbare børn.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum