Ny rapport viser behovet for en handlingsplan til mennesker, der er selvmordstruede
20.1.2026 06:00:00 CET | Sundhedsstyrelsen | Pressemeddelelse
Som led i regeringens 10-årsplan for psykiatrien fik vi i 2024 en handlingsplan for styrket forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg. Nu er Sundhedsstyrelsen klar med den første monitoreringsrapport for handlingsplanen. Rapporten giver et billede af situationen, før handlingsplanen blev sat i gang, og viser, at der er et stort behov for, at initiativerne i handlingsplanen bliver til virkelighed.
Rapporten måler på seks initiativer i handlingsplanen og skal hjælpe Rådet for Selvmordsforebyggelse med at følge op på, hvordan det går med implementering af initiativerne.
Rapporten viser, at kun 29 % af dem, som udskrives efter at have været på et somatisk sygehus efter et selvmordsforsøg, får en opfølgende kontakt med psykiatrien i den første uge efter udskrivelse. Rapporten viser også, at kun 50 % af alle, som udskrives efter indlæggelse i psykiatrien, får en opfølgende kontakt med psykiatrien i den første uge efter udskrivelse.
”Vi ved, at både personer, som udskrives fra indlæggelse i psykiatrien, og personer, som har haft selvmordsforsøg, er i høj risiko for selvmord. Forskningen viser, at i den første uge efter udskrivelse fra indlæggelse i psykiatrien er risikoen særligt høj. Derfor er det afgørende, at psykiatrien følger op”, siger sektionsleder Julie Hagstrøm.
I handlingsplanen er der afsat midler til et initiativ, der skal imødekomme den udfordring. Det skal sikre, at personer, der har været i akutmodtagelsen efter et selvmordsforsøg, og personer, der udskrives fra psykiatrisk indlæggelse, får en opfølgende kontakt.
Handlingsplanen er ved at blive implementeret
Sundhedsstyrelsen nedsatte i 2024 et Råd for Selvmordsforebyggelse, som følger implementeringen af handlingsplanen.
”Vi har store forventninger til, at de kommende års betydelige indsats for at forebygge selvmord - både med handlingsplanen for styrket forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg og med den samlede 10-årsplan for psykiatri - vil føre til, at færre mennesker tager deres eget liv”, siger Julie Hagstrøm
Arbejdet med at implementere handlingsplanen er mange steder godt i gang. For eksempel arbejder de selvmordsforebyggende klinikker for, at flere skal kende til klinikkerne. Det gør de ved at styrke samarbejdet med blandt andet akutmodtagelser og almenmedicinske tilbud og ved at gøre klinikkerne mere ens på tværs af landet. Der er også kommuner, som har fokus på at klæde medarbejdere på til at kunne udarbejde kriseplaner og til bedre at kunne tale om og spørge ind til selvmordstanker.
Den næste monitoreringsrapport udkommer i efteråret 2026.
Fakta om selvmord og selvmordsforsøg
Fra 90’erne til 2007 faldt selvmordsraten i Danmark markant, men siden 2007 har den været næsten uændret. Siden 2015, hvor FN vedtog verdensmålet om en reduktion af selvmordsraten på 33 %, er selvmordsraten i Danmark faldet med 4 %.
I perioden 2021-2024 har der i gennemsnit været 558 selvmord om året. Herudover registreres næsten 3.000 selvmordsforsøg årligt, men det vurderes, at det reelle antal selvmordsforsøg er markant højere.
Markant flere mænd end kvinder tager deres eget liv. Flere kvinder end mænd, særligt yngre kvinder, har selvmordsforsøg. Selvmord og selvmordsforsøg har store konsekvenser for den enkelte, pårørende og efterladte.
Få hjælp ved selvmordstanker/krise
Hvis du er i krise eller har selvmordstanker, er det vigtigt, du taler med nogen.
Kontakt din egen læge, lægevagten eller Livslinien, hvis du har brug for hjælp.
Ring 1-1-2, hvis situationen er livstruende.
Kontakter
Kontakt presse (modtager ikke SMS)
Tlf:7222 8510presse@sst.dkLinks
Om Sundhedsstyrelsen
Sundhedsstyrelsens opgave er at fremme folkesundheden og skabe gode rammer for sundhedsvæsnet i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Sundhedsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sundhedsstyrelsen
Det faglige oplæg til en national sundhedsplan skal ruste sundhedsvæsenet til flere ældre, flere med kronisk sygdom og bidrage til færre overgange18.6.2026 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Befolkningens behov for indsatser i sundhedsvæsenet ændrer sig, og vi skal være på forkant med udviklingen for at have et robust sundhedsvæsen, der både matcher udviklingen i befolkningen og nye muligheder inden for forebyggelse, behandling og teknologi. Sundhedsstyrelsen har som led i sundhedsreformen udarbejdet et fagligt oplæg til en national sundhedsplan, der markerer et paradigmeskift i det danske sundhedslandskab.
Sundhedsstyrelsen skærper indsatsen mod opioider: Ny indsats skal gøre risikoen ved opioider tydelig for unge9.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Risikoen ved at tage opioider er tårnhøj, og det skal unge vide. Derfor lancerer Sundhedsstyrelsen en ny kampagne målrettet 13-20-årige. Kampagnen beskriver nogle af de alvorlige konsekvenser, der er ved at tage opioider. Samtidig understreges det, at forældre kan spille en vigtig rolle for at forebygge unges brug af bl.a. opioider.
Sundhedsstyrelsen skruer op for festivalindsats med endnu flere ’nej tak’ til stoffer19.5.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sundhedsstyrelsen udvider sin indsats mod stoffer til 13 festivaler. Kampagnens første stop er i denne uge på Jelling Musikfestival og Aalborg Karneval – med nej-tatoveringer, musikbingo og konkrete måder at sige nej til stoffer på.
Andes hantavirus er kategoriseret som alment farlig sygdom8.5.2026 17:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sundhedsstyrelsen har kategoriseret Andes hantavirus, som er en særlig art af hantavirus, som en alment farlig sygdom. Det sker for at sikre, at der er mulighed for at sikre passende foranstaltninger for at hindre smittespredning, hvis sygdommen påvises hos personer i Danmark. Sygdommen skal desuden anmeldes af læger telefonisk og skriftligt.
Nu kan gravide igen blive vaccineret mod RS-virus1.5.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Gravide tilbydes vaccination mod RS-virus fra maj 2026 til og med januar 2027. Erfaringer fra sidste år viser, at vaccinen er meget effektiv til at forebygge indlæggelse blandt de mindste spædbørn.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum