Ny udstilling: SOS - Reddet på åbent hav
22.9.2025 09:23:55 CEST | M/S Museet for Søfart | Pressemeddelelse

En tidlig morgen i 1975 modtager telegrafisten på det danske fragtskib CLARA MÆRSK et SOS. Nødsignalet bliver starten på redningen af 3628 vietnamesiske flygtninge på en coaster, der i Vietnamkrigens sidste timer har forladt Saigon. Det bliver en af verdenshistoriens største civile redningsaktioner til søs. I en ny udstilling ”SOS - Reddet på åbent hav” fortæller seks af de mennesker, der var ombord om redningen, som de oplevede den. Førstehåndsberetninger om frygt, medmenneskelighed og håb. Med udstillingen markerer M/S Museet for Søfart 50 året for redningen og zoomer ind på tre dramatiske døgn, hvor en flok danske søfolk pludselig blev helte. 3628 menneskers liv blev reddet og Danmark blev en del af Vietnamkrigens afslutning, der drev titusindvis af mennesker på flugt.
Udstillingens kerne er nutidige portrætfotos og interviews med tre søfolk og tre af de vietnamesiske flygtninge, der kom til at bo i Danmark. Publikum kommer bl.a. tæt på den unge sømand, der står på dækket og hjælper udmattede flygtninge ombord. De møder telegrafisten, den seksårige pige på flugt og den mor, der i flugtens kaos må efterlade sin femårige datter i Vietnam. Hvert interview bringer en ny brik til fortællingen, der bliver foldet ud gennem historiske fotos, genstande, baggrundsviden, dokumenter og optagelser fra lokale, private og rederiet Mærsks arkiver. Udstillingen viser også, hvor de seks mennesker er i dag, og hvad redningen har betydet for dem.
Det er i år 50 år siden, CLARA MÆRSK redningen fandt sted, men flugten over havet er stadig aktuel.
”Med "SOS - Reddet på åbent hav" kaster vi lys over et hjørne af verdenshistorien, hvor et dansk skib spiller en vigtig rolle. Udstillingen rummer gribende historier fortalt af de mennesker, der var med ombord. Fortællingen er også et tankevækkende spejl på medmenneskelighed og nutidens nyhedshistorier om mennesker, der i dag sætter livet på spil for at flygte over havet," siger udstillingschef på M/S Museet for Søfart, Sarah Giersing.
Udstillingen dækker også efterspillet, da skibet kom i land og en lille gruppe af flygtningene ankom til Danmark. Udstillingen viser også enkelte genstande og minder om redningen. F.eks. familien Nguyens sort-hvide familiefotos, der er skadet af saltvand, en søfartsbog og en smalfilm optaget undervejs. Sidst i udstillingen bliver publikum inviteret til at bidrage til udstillingsrummets "livline" med refleksioner om redninger, forbindelser og medmenneskelighed.
Tak til Ky-Tu Dang, Quyen Quyen Nguyen-Cong, Kim Dung Dasilva, Søren Andersen, Erik Marcher Hansen og Martin Holroyd for at medvirke. Udstillingens portrætfotos er fotograferet af den iranskfødte fotograf Farzad Soleimani. Udstillingen er produceret i samarbejde med Bermuda Production samt forfatterne Ole Sønnichsen og Jesper Clemmesen, der står bag hhv. TV-dokumentaren "Flugten på havet" og bogen "Reddet på åbent hav" udgivet af Lindhardt & Ringhof. Bogen er M/S Museet for Søfarts årbog i 2025.
”SOS - Reddet på åbent hav” åbner for publikum d. 10 oktober og kan ses frem til 31. august 2026. Udstillingen bliver vist på 'Broen' - museets udstillingsrum for skarpt vinklede temaudstillinger.
Udstillingen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Pressefotos til download herunder. For mere information, fotos eller interviews:
kontakt presseansvarlig, Heidi Vesterberg, Tlf. 51 24 92 84, hv@mfs.dk
Kontakter
Heidi Vesterberg
Presseansvarlig
hv@mfs.dk
+45 51 24 92 84
Billeder


















Links
Følg pressemeddelelser fra M/S Museet for Søfart
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra M/S Museet for Søfart
Enkernes magt19.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Kvinder og magt er temaet i ny særudstilling på M/S Museet for Søfart. Udstillingen ’Enkernes magt’ fortæller om 1800-tallets enker, der ejede skibe og investerede i dansk søfart – længe før kvinder fik stemmeret og adgang til økonomisk indflydelse. Udstillingen er en tegnet historie, der fletter illustratoren Karoline Stjernfelts poesi sammen med fakta og ny forskning.
Monsterhyggelig efterårsferie med Plus-Plus2.10.2026 12:42:34 CEST | Pressemeddelelse
I efterårsferien inviterer M/S Museet for Søfart til gratis og monsterhyggelige Plus-Plus workshops om søuhyrer og andre mystiske havvæsener. Slip fantasien løs, byg søuhyrer i Plus- Plus og bliv klogere på uhyggelige væsener i havets dyb.
Enkernes magt18.9.2026 12:48:04 CEST | Pressemeddelelse
M/S Museet for Søfart åbner ny udstilling om magtfulde kvinder i dansk søfart. Udstillingen fortæller en overset historie om enker i 1800-tallet, der ejede skibe og investerede i dansk søfart - længe før kvinder formelt fik adgang til økonomisk indflydelse.
Træskibe, sømandssang og maritimt håndværk i Helsingør6.8.2026 12:47:15 CEST | Pressemeddelelse
På lørdag d. 8. august kommer skibene fra Danmarks største kapsejlads for klassiske træskibe - "Øresund på langs" igen til Helsingør. Dagen igennem er der sømandsstemning og masser af maritime oplevelser for børn og voksne på Kulturhavnen i Helsingør.
Spor af handel: Monumental collage af Javier Tapia2.7.2026 08:48:41 CEST | Pressemeddelelse
Med afsæt i M/S Museet for Søfarts samling har kunstneren Javier Tapia skabt et et gigantisk og farverigt panaroma over den globale handels historie. Den 24 meter lange collage bliver udstillet i museets historiske tørdok, der for første gang bliver brugt som åbent udstillingsrum.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum