DGI kæmper for folkeoplysning i den åndelige oprustning
1.11.2025 12:12:18 CET | DGI | Pressemeddelelse
Folkeoplysning er en særlig dansk tradition og en vigtig del af åndelig oprustning i en urolig tid. Det bør idrætsforeningerne dyrke, siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen
Idrætsforeninger spiller en afgørende rolle i forhold til at træne danskernes demokratiske muskler og styrke dialogen mellem mennesker. Det siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen, der i sin beretning til DGI’s årsmøde 1. november i DGI Byen i København opfordrede til at sætte langt mere fokus på den folkeoplysning og demokratiske dannelse, som udleves i idrætsforeningerne hver eneste dag.
”Folkeoplysning er foreningernes bidrag til åndelig oprustning. Men vi trænger til at træne de demokratiske muskler, banke rusten af folkeoplysning og give den et sprog, vi forstår,” siger Charlotte Bach Thomassen og uddyber:
”I DGI vil vi kæmpe for folkeoplysningen, for det er ekstra vigtigt i en verden med fake news, polarisering og ekkokamre. I DGI er vi klar til at kæmpe for de små og store fællesskaber, for folkestyre og frihed. Vi kæmper for dialog, dannelse og demokrati.”
Fællesskaber vi selv er med til at danne
Folkeoplysning kan virke som et abstrakt begreb fra fortiden, men det er uhyre aktuelt.
”Åndelig oprustning er noget, alle taler om. Fra psykologer til politikere og teaterdirektører er vi i gang med at finde ud af, hvad det er for en størrelse. I DGI og idrætsforeningerne har vi folkeoplysning som det stærkeste bidrag ind i den diskussion,” siger Charlotte Bach Thomassen.
Folkeoplysning handler om fællesskaber, vi selv er med til at danne. Og idrætsforeninger er folkeoplysende foreninger, selvom alle ikke er bevidste om det.
En ny undersøgelse fra Videncenter for Folkeoplysning viser, at blandt idrætsforeninger på Fyn, Langeland og Ærø er det blot 13 procent, der angiver, at foreningen bygger på folkelig oplysning. 46 procent siger, de bygger på lokalt fællesskab.
Charlotte Bach Thomassen peger på, at der er en tæt forbindelse mellem værdierne i folkelig oplysning og i lokalt fællesskab:
”Men måske har vi glemt, at når vi går til gymnastik, håndbold eller badminton, så laver vi mere end flikflak, hopskud og smash. Vi lærer at være sammen, give plads, bidrage og tage ansvar. Foreningerne hviler på tillid, og på den måde styrker vi den demokratiske dannelse. Det er folkeoplysning i praksis.”
Hun peger på, at demokrati ikke kun udøves på den årlige generalforsamling eller i bestyrelseslokalet, men også i hverdagen, f.eks. når en træner inddrager spillernes ønsker til den kommende sæson, eller når medlemmer tager initiativ til en ny type aktiviteter.
En særlig dansk tradition
Folkeoplysning er en særlig dansk tradition. Den danske folkeoplysningslov er afgørende for, at der er et aktivt foreningsliv i alle kommuner, både i bykvarterer og i landsbyer, bl.a. fordi kommunerne støtter foreningerne med udgangspunkt i folkeoplysningsloven.
”Men folkeoplysning er mere end en lov. Folkeoplysning er en ide om fællesskaber, som vi selv er med til at danne. Og i DGI vil vi gøre os umage med at omsætte ideen om folkeoplysningen til handling og samtidig sætte fokus på, at der er mange veje til at træne de demokratiske muskler i hverdagens fællesskaber,” siger Charlotte Bach Thomassen.
Fakta om folkeoplysning:
- Det er folkeoplysningens kerneopgave at give mennesker redskaber til at begå sig i den tid og det samfund, de lever i, så den enkelte ikke bare bliver en passiv tilskuer til tilværelsen, men i stand til aktivt at leve i et moderne samfund.
- Folkeoplysende aktiviteter bygger på den enkelte deltagers lyst til at deltage aktivt, til at blive klogere og til at være en del af et folkeoplysende fællesskab. Folkeoplysning kommer ikke bare den enkelte til gode, men også fællesskabet og samfundet.
- Kommunen afgør, om en forening efter folkeoplysningsloven skal betragtes som en folkeoplysende forening. Det er ligeledes kommunen, der udbetaler økonomisk støtte til de enkelte foreninger.
- VIFO’s undersøgelse ’Foreningslivet i Danmark 2004-2024.’ Tallene om folkelig oplysning er baseret på svar fra 365 idrætsforeninger på Fyn, Langeland og Ærø.
- Kilder: Kulturministeriet, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Videnscenter for Folkeoplysning
Nøgleord
Kontakter
Charlotte Bach ThomassenFormand
Tlf:30283295charlotte.bach.thomassen@dgi.dkMajbritt AndersenPressechef
Tlf:21294115majbritt.andersen@dgi.dkBilleder



DGI arbejder målrettet for at styrke motion og breddeidræt i Danmark. Vi tror på glæden ved idræt og på styrken i foreningsfællesskabet. DGI's 6700 foreninger har over 1,9 mio. medlemmer.
Følg pressemeddelelser fra DGI
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DGI
Nyt landsdækkende partnerskab skal bringe aktive fællesskaber helt tæt på hoveddøren i de almene boligområder16.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Beboerhuse, grønne områder og multibanerne i baggårdene skal danne rammen om nye aktiviteter i et landsdækkende partnerskab mellem DGI og BL – Danmarks Almene Boliger. Ambitionen er at lave aktiviteter så tæt på beboernes hverdag, at det bliver enkelt og naturligt at være med.
Ny undersøgelse viser, at hvert fjerde skolebarn ikke går til en fritidsaktivitet7.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvert fjerde skolebarn i Danmark går ikke til en organiseret fritidsaktivitet. Det viser en ny måling: ’Fritidsbarometeret’, som Epinion har lavet for DGI. Kulturminister Zenia Stampe siger, at der skal sættes en stopper for, at så mange børn står uden for fællesskaberne.
DGI’s hovedbestyrelse indstiller Christian Budde som kandidat til posten som landsformand25.9.2026 21:23:49 CEST | Pressemeddelelse
Det er den tidligere rådmand i Aarhus Christian Budde, DGI’s hovedbestyrelse indstiller som kandidat til posten som landsformand. Valget finder sted på årsmødet lørdag den 7. november 2026. Her skal DGI’s delegerede vælge en ny landsformand som afløser for Charlotte Bach Thomassen, der stopper efter otte år. Næstformand i DGI, Mogens Kirkeby, fremhæver Christian Buddes politiske profil, brede samfundsengagement og evne til at formidle foreningslivets betydning. ”Først og fremmest er jeg glad for, at Christian Budde har sagt ja til at stille op. Han har et stærkt kendskab til samfundet og politik, både nationalt og lokalt, og det er en stor styrke i arbejdet med at sikre de bedste rammer for foreningslivet og videreudvikle DGI som samfundsaktør. Christian Budde vil blive en stærk stemme for foreningerne og DGI’s medlemmer,” siger Mogens Kirkeby. Christian Budde siger om sit kandidatur, at han vil arbejde for, at DGI bliver en vigtig del af løsningen på store samfundsudfordringer. ”DGI’s
Flere idrætsforeninger klar til at løfte udsatte unge ind i fællesskabet3.7.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Unge uden job eller uddannelse skal have succesoplevelser, de kan tage med videre i livet. Ni nye indsatser får, som en del af Ungeløftet, nu støtte til det fra DGI.
Torben Svejgård fra Ry er ny formand i DGI Tennis: "Idrætten har dannet mig. Det vil jeg gerne give videre"9.6.2026 20:23:10 CEST | Pressemeddelelse
Den erfarne idrætsentusiast, erhvervsmand og bestyrelsesmedlem Torben Svejgård er valgt som ny formand for DGI Tennis. Med en enorm erfaring fra både det frivillige foreningsliv og fra erhvervslivet vil den nye formand arbejde for at gøre de danske foreninger bedre og sikre, at nye generationer af frivillige også fremover får det danske idrætsliv til at blomstre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum