Liselund Slot ny oplevelsesdestination på Møn
31.7.2025 07:30:00 CEST | Nationalmuseet | Pressemeddelelse
Liselund Slot begynder et nyt kapitel på det historiske sted ved Møns Klint
- Med første kvindelige forvalter ved roret.

Med ansættelsen af Pil Kløvedal Nørgaard som ny forvalter på Liselund Slot begynder et nyt kapitel på det historiske sted ved Møns Klint. Et kapitel, hvor sanselighed, fællesskab og historiefortælling vækkes til live, så haven igen summer af latter, samtaler, musik og nærvær til alle aldre.
”Liselund er som en gennemtænkt filmisk scenografi. De slyngede stier, små lysthuse, eksotiske træer og overraskende udsigter vækker alle sanser og taler direkte til følelserne. Det er storhed og stilhed i perfekt forening. Min opgave bliver at nære og udvikle denne helt særlige stemning, af fordybelse, romantik og livsglæde, der naturligt er i slottet og haven,” siger Pil Kløvedal Nørgaard.
Siden slottet blev en selvejende institution og museum i 1938, har Liselund haft fire forvaltere på posten. Pil Kløvedal Nørgaard bliver den første kvinde ved roret.
En uendelig kærlighedsgave
Liselund blev oprindeligt grundlagt som en kærlighedsgave fra Antoine de la Calmette til sin hustru Lisa. Inspireret af filosoffen Jean-Jacques Rousseau, der mente at mennesket fandt lykken i det enkle og følsomme liv tæt på naturen, anlagde Calmette en romantisk have, der skulle vække følelser og stimulere sanserne. Den idé danner fortsat grundlag for Liselunds virke – nu med moderne fortolkning og fornyet energi.
”Vi vil skabe fysiske og tankevækkende oplevelser af at være i pagt med både naturen og historien – med udstillinger, dans, teater, mad og musik. Vores arrangementer vil få både børn og voksne til at lege og gå nysgerrigt på opdagelse i stedets eventyrlige fortællinger. Du er altid velkommen herude og vi gør os umage for du har lyst til at komme igen,” siger Pil Kløvedal Nørgaard.
Marthas arv
”Ekkoet af Marthas fester hænger i hele haven. Hvis du sidder her en sommeraften, kan du næsten høre latteren sive ud ad vinduerne og blande sig med vinden i bladene.” siger Pil og fortsætter:
”Det er den stemning jeg drømmer om at genskabe, den nærværende middag, den livgivende latter, de delte tanker mellem mennesker der føler sig i live,” fortæller den nye forvalter.
Pil Kløvedal Nørgaard er den første kvindelige forvalter – en symbolsk tilbagevenden til slottets sidste egentlige beboer, Martha de la Calmette, som i sin tid satte et stærkt og livfuldt præg på stedet.
Martha, enke efter Charles Calmette og svigerdatter til grundlæggeren Antoine, var Liselunds sidste egentlige beboer. Hun var kendt for sin gæstfrihed og selskabelighed. Martha samlede året rundt farverige gæster fra både hoffet og guldalderens kulturelite – blandt dem H.C. Andersen, Signe Læssøe, Thorvaldsen og Oehlenschläger.
Trods sin placering langt fra hovedstaden, blev Liselund et levende sted for samtale, kunst og idéudveksling. Marthas evne til at skabe latterfyldte, varme og åbne fællesskaber er netop den ånd, der bringes videre nu og gives ny form.
Forvalter af fortællingen
Pil Kløvedal Nørgaard træder ind i rollen som forvalter med historiefortælling som sit naturlige omdrejningspunkt. Fra en opvækst i en eventyrlysten og nysgerrig familie, senere på egne rejser rundt i verden, og fra en karriere i film- og mediebranchen, som kreativ chef og udviklings producent. Det har altid handlet om at fortælle en god historie godt -både på film, TV og som kulturelle arrangementer.
Hun afslutter: ”Jeg mener oprigtigt at Liselund er summen af alt det bedste på Møn. Episk smuk natur, medrivende fortællinger og nutidig forbindelse til noget vigtigt i os. Det er et drømmejob for mig at skabe spændende arrangementer og udvikle have og slot, så Liselund flytter ind i endnu flere hjerter…”
PRESSEINVITATION
Pressen er inviteret til åbningsreception med Pil Kløvedal Nørgaard på Liselund d. 1. august kl. 16-19
Borgmester Mikael Smed vil være med til at ønske Pil Kløvedal Nørgaard tillykke med den nye titel.
FAKTA
- Ny forvalter: Pil Kløvedal Nørgaard, tiltrådt 1. juni 2025
- Sted: Liselund; Langebjergvej 4, 4791 Borre
- Baggrund: Romantisk have anlagt i 1790’erne af Antoine de la Calmette
- Åbningstider og program: Klar primo 2026
- Fotograf: Pernille Kaalund
Kontakter
Pil Kløvedal Nørgaard
Forvalter, Liselund
Tlf.: 40516651
Billeder



Links
Liselund
På det yderste af Møn ligger det yndigste lille miniatureslot omgivet af en fortryllet have.
Adelsmanden Antoine de la Calmette opkaldte Liselund efter sin højtelskede hustru, Lisa. Sammen skabte de en have med romantikkens ordnede vildskab. Med bakker og søer, kløfter og skov. Afsidesliggende monumenter og huse fra fjerne egne ligger som strøet ud over den drømmeagtige have, og idyllen toppes med påfugle, ænder og åkander.
Liselund er en del af Nationalmuseet.

Nationalmuseet
Nationalmuseet er Danmarks statslige, kulturhistoriske hovedmuseum og omfatter såvel danske som udenlandske kulturers historie
Følg pressemeddelelser fra Nationalmuseet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nationalmuseet
Nationalmuseet justerer forventningerne til antallet af besøgende3.11.2026 14:16:42 CET | Pressemeddelelse
Nedgang i besøgstal og stigende udgifter til it-sikkerhed får Nationalmuseet til at justere organisationen. 11-13 mio. kr. skal findes ved stillingsnedlæggelser
Nationalmuseet sender børn på fire forskellige tidsrejser i efterårsferien22.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvad skal der til for at overleve som jæger i stenalderen, gå i skole i 1850 eller danse sig gennem et maskebal hos kongeparret? Det kan børn og familier finde ud af i efterårsferien på Nationalmuseet fra 10. til 18. oktober.
Sensationel vikingeguldskat udstilles21.9.2026 09:45:18 CEST | Pressemeddelelse
Seks guldarmringe på næsten 800 gram, der blev fundet i maj, udstilles nu på Nationalmuseet indtil december 2026
Historieundervisning begynder ikke med fortiden8.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Nationalmuseet har omkalfatret tilgangen til historieundervisningen, og udkommer nu med nye undervisningstilbud til elever fra 6-18 år. Det er præstationsfrit og legende, og så begynder historien med elevernes livsverden.
På ekspedition i ukendt land30.3.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
I en ny udstilling følger gæsten danske ekspeditionsdeltageres farefulde rejser til klodens fjerneste egne og ud i verdensrummet. De satsede livet for at forstå verden og finde nyt om den. Vi begynder med Carsten Niebuhrs rejse til Arabien i 1700-tallet. Undervejs kommer gæsten til Østgrønland, Irak, Vestafrika, og vi slutter med Andreas Mogensen i rummet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum