175 år med statistik om og for det danske samfund
7.4.2025 10:01:43 CEST | Danmarks Statistik | Pressemeddelelse
I 175 år har Danmarks Statistik leveret statistik om den danske befolkning og om Danmark. Det markerer vi blandt andet med ny temaside om statistik gennem tiden.
Vi er med på din arbejdsplads, din uddannelse, på Christiansborg, i danske medier, men også i din lomme, hvor statistikbanken kan findes på din smartphone. Danmarks Statistik spiller en central rolle i det danske samfund og er med til at give os alle fælles og kvalitetssikrede referencepunkter, når vi fx udgiver nøgletal om den danske økonomi eller stiller data til rådighed for forskning. Men vi er også med ved middagsbordet, når vi tjekker, hvor mange vi deler navn med, eller hvor meget kartoflerne på bordet reelt er steget i pris det seneste år.
I år markerer Danmarks Statistik, at vi har været den nationale leverandør af officiel statistik og fakta om Danmark og den danske befolkning til samfundet i 175 år. En del af markeringen er et tilbageblik fra nutiden med en temaside om statistik gennem historien; helt tilbage til 1769, hvor folketællingen var en manuel opgave udført af skolelærerne, og hvor størstedelen af den danske befolkning levede af landbrug.
”Danmarks Statistik blev grundlagt som et produkt af Grundloven i 1850 og har altid været en hjørnesten i det danske demokrati. Vi har og har altid haft en helt særlig opgave i det danske samfund. Lige nu er Europa og verden præget af konflikter, klimaforandringer og hurtige teknologiske skift. Vi står her stadig, og gennem årene har vi været en fast leverandør af tal i kolonner og rækker, men også data til forskning og analyse. 175 år er en milepæl, vi synes, er værd at markere,” siger rigsstatistiker i Danmarks Statistik Martin Ulrik Jensen.
På temasiden kan du se aspekter af udviklingen i det danske samfund gennem tal i et historisk perspektiv. I 1850 var vi fx 1,4 mio. indbyggere i Danmark. Nu nærmer vi os 6 mio. Siden 1956 har der været flere grise end mennesker i landet. Rugbrød koster 115 gange mere i dag end i 1915. Op til 1940 blev gifte kvinders erhverv opgjort som deres mands – uanset om de selv arbejdede i en anden branche. Næsten hele befolkningen læste trykte aviser frem til 2012. I dag gælder det hver femte. I 1990 havde 95 pct. af de danske familier en fastnettelefon. I dag er den skiftet ud med mobiltelefonen, som stort set alle ejer en af. Endelig kan du følge det grønne nationalregnskab, der er en af de nyere statistikker, vi har lanceret.
Der er publiceret rigtig mange tal gennem de 175 år, hvor Danmarks Statistik har været Danmarks nationale statistikkontor. På den nye temaside, 'Historien om statistik', på siden, kan du se det udpluk, vi har udvalgt, men på vores hjemmeside og i Statistikbanken kan du altid finde flere tal.
Nøgleord
Kontakter
Vil du vide mere om Danmarks Statistik og vores statistikker, kan du kontakte presseteamet på 3917 3070 eller presse@dst.dk
Danmarks Statistik
Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Psykiatriske og somatiske patienter oplever forskellig livskvalitet21.4.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny analyse giver indblik i livskvaliteten for forskellige befolkningsgrupper, herunder mennesker med forskellige sundhedsforhold. Især personer med kontakt til psykiatrien angiver at have en lavere livskvalitet end resten af befolkningen.
Knap 10 pct. af Danmarks import af råvarer og halvfabrikata er sårbar over for eventuelle kriser20.4.2026 10:17:19 CEST | Pressemeddelelse
Der er forskel på, hvor sårbare værdikæderne i de nordiske lande er over for forstyrrelser i international handel, viser ny analyse.
Ti koncerner står for størstedelen af industrikoncerners overskud fra global samhandel13.4.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark har overskud på betalingsbalancen. Det skyldes især industriens eksport og i særdeleshed landets ti største industrikoncerner.
Højere andel ugyldige stemmer ved seneste folketingsvalg19.3.2026 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Der var en lille stigning i andelen af ugyldige stemmer ved seneste folketingsvalg i 2022 sammenlignet med 2019. Stigningen var især båret af en større andel blanke stemmer.
Folketingskandidaterne er i gennemsnit 46,3 år18.3.2026 11:00:28 CET | Pressemeddelelse
Gennemsnitsalderen på kandidaterne til det kommende folketingsvalg er 46,3 år. Den er lavest i Det Konservative Folkeparti og højest blandt kandidaterne uden for partierne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum